Med indtoget af endnu en international rockerklub på dansk jord er der næppe fare for, at politiet på Københavns vestegn kommer til at kede sig.
Der findes i forvejen tre etablerede, såkaldte '1 %'-rockergrupper herhjemme, nemlig Hells Angels, Bandidos og Satudarah, der alle har fuldgyldige danske medlemmer med rygmærker.
Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at de tre internationalt funderede grupper får konkurrence fra den Hollandske klub, No Surrender, der er i fuld gang med at etablere sig på den københavnske vestegn.
Fra ordensmagtens side følger man den nye organisation nøje.
- Det er en ny gruppering og en ny situation. Vi følger dem og holder løbende øje med situationen, siger efterforskningsleder Carsten Jansson fra Vestegnens Politi til Ekstra Bladet om den nye klubs entré i Danmark.
Det brutale rocker-liv: Magt-fordelingen, tøjet og reglerne
Der er tale en tidligere afdeling af Satudarah, der nu vælger at slutte samarbejdet og skifte rygmærke.
Sent i aftes besøgte Ekstra Bladet den kommende afdeling i dens klubhus i industriområdet Lyngager i Brøndby.
Bag det pigtrådstoppede plankeværk var der høj techno i klubhusets festlokale, hvor menuen stod på fadøl og shots.
Den kommende afdeling kommer til at hedde 'No Surrender District 26'. Tallet er en reference til Vestegnens postnumre, der begynder med 26.
- Vi var med i Satudarah et lille års tid. Men vi kunne ikke blive enige, siger talsmænd fra den nye klub til Ekstra Bladet.
Hvad handlede uenighederne om?
- Det holder vi for os selv.
Om forholdet til deres tidligere fæller i Satudarah siger talsmændende, der kalder sig 'Cuz' og 'Hansen':
- Vi har ingen problemer med nogen.
Talsmændene beskriver deres klub som en 1 %-klub med alt, hvad det indebærer. Yderligere vil de ikke uddybe den sag.
Selv siger de, at der indtil videre er 53 figurer tilknyttet.
Selv om det kommende rygmærke er hollandsk, så er klubbens medlemmer for en stor dels vedkommende gamle kendinge.
Før den korte tilknytning til Satudarah har en række af den nye klubs medlemmer gjort sig i andre klubber og bandestrukturer i og omkring København, ligesom også folk fra hooligan-miljøet på den Københavnske Vestegn er at finde i klubbens rækker.
Altså en blanding af etniske danskere og indvandrere. Hvilket gjorde sig gældende i aftes i klubhusets bar.
Da Satudarah i 2013 åbnede første danske afdeling i Bagsværd nord for København, rynkede særligt Hells Angels på næsen af de nye.
Kort efter fulgte en kort række sammenstød.
Siden har yderligere to andre rygmærkeklubber slået sig ned i Danmark, Gremium og United Tribuns.
Nu er det så No Surrender, der får dansk fodfæste. Og ifølge oplysninger til Ekstra Bladet er både HA og Bandidos mere eller mindre ligeglade med den nye klubs ankomst i Danmark.