Ny stor eftersøgning: Derfor skal Kim Wall formentlig findes her

En ny eftersøgning efter Kim Wall er iværksat. Det sker på opfordring fra dansk politi

Her stævner Nautilus ud på den skæbnesvangre tur. Video: Frank Junge

De svenske myndigheder har iværksat en ny eftersøgning efter forsvundne Kim Wall i farvandet langs kysten ved det sydlige Skåne.

Det skriver det svenske medie Expressen.

Ifølge svenskerne sker den nye eftersøgning på baggrund af en henvendelse fra dansk politi, der har mistænke om, at den 30-årige svenske kvindes lig skal findes netop her, hvis hun er afgået ved døden.

- Vi har gennemsøgt området tidligere i samarbejde med dansk politi. Men siden i går har vi også haft maritime betjente fra Stockholm sendt til området for at hjælpe Sø- og Redningstjenesten i eftersøgningen. Samtidig har vi også haft en helikopter i luften, siger Jimmy Modin, kommunikationsansvarlig for politiet i Skåne.

Nye detaljer afsløret: Sådan var Raket-Madsens sidste sekunder i Nautilus

Ifølge Expressen er området syd for Øresundsbroen og videre langs den sydlige kyst af Skåne igen blevet særligt interessant i forbindelse med eftersøgningen, da analyser af havstrømmene i området viser, at liget af Kim Wall sandsynligvis skal findes her, hvis det er endt i havet og hun er blevet slået ihjel.

Ekstra Bladet har søndag formiddag talt med kriminalkommissær Mattias Sigfridsson, og han fortæller, at man tage flere midler i brug for at finde den forsvundne kvinde.

- Vi vil ligesom i går sætte helikoptere i luften, vi vil bruge hunde, og selvfølgelig sætte både i vandet, siger politikommissæren.

Mattias Sigfridsson har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, at de hunde man søger med kan give indikationer på, om der er mennesker under vand.

- Vi har ikke fundet noget i går, men vi søger selvfølgelig videre i dag, siger han.

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Kim Wall forsvandt torsdag i sidste uge, efter hun havde været ude at sejle med raketbyggeren Peter Madsen på ubåden Nautilus. Peter Madsen er sigtet for drabet på Kim Wall, og under grundlovsforhøret i sidste uge blev der rejst en subsidiær sigtelse, der er mildere end drab, efter straffelovens bestemmelse om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Han nægter sig skyldig i begge sigtelser.

Overvejer nyt værktøj i eftersøgning af Kim Wall

Lanterner, sluser og forlis: Raket-Madsens ven svarer på spørgsmål om ubåden