Ny tragedie i Australien: Otte børn dræbt af knivstik

Fandt sine søskende dræbt, da han ville aflægge sin familie julebesøg

Australsk politi vurderer ikke, at der er grund til yderligere bekymring blandt befolkningen (video: AP)

For anden gang i denne uge er Australien blevet ramt af en grusom tragedie.

Politiet i Queensland bekræfter, at otte børn er fundet dræbt i et hus i en forstad til byen Cairns i det nordøstlige Australien.

De dræbte er i alderen 18 måneder til 15 år. Ifølge politiet var syv af de dræbte søskende, mens det ottende offer var et familiemedlem.

Politiet har ikke ønsket at bekræfte yderligere detaljer fra sagen, men er massivt tilstede i kvarteret, hvor drabene er sket.

- Jeg kan berolige folk med, at de ikke skal være bekymrede for, om der kan ske mere, men det er selvfølgelig en tragisk, tragisk hændelse, siger politiinspektør Bruno Asnicar på et pressemøde.

Politiet har afspærret området omkring huset i Cairns-forstaden Manoora, hvor de otte børn, angiveligt søskende, blev fundet dræbt af knivstik. (Foto: AP)
Politiet har afspærret området omkring huset i Cairns-forstaden Manoora, hvor de otte børn, angiveligt søskende, blev fundet dræbt af knivstik. (Foto: AP)
 

Foruden de dræbte er en 34-årig kvinde blevet bragt til hospitalet med stiksår på hals og overkrop.

Ifølge lokale medier er der tale om moren til syv af børnene.

Hendes tilstand beskrives som stabil, og ifølge politiet hjælper hun politiet med at klarlægge forløbet.

- Hun er uden for livsfare, siger politiinspektør Bruno Asnicar.

En 20-årig mand, der angiveligt er bror til de dræbte, gjorde det uhyggelige fund, da han ville aflægge et julebesøg i huset, der ligger i forstaden Manoora.

Det er uvist, hvornår drabene er begået, men storebroren slog alarm kort før middag lokal tid. Han modtager nu krisehjælp.

Det er ikke oplyst, hvorvidt politiet eftersøger en gerningsmand til drabene, eller om en mulig gerningsmand har taget sit eget liv.

- Vi har ingen personer, der formelt er mistænkte i sagen. Det er tidligt i forløbet, siger politiinspektør Bruno Asnicar.

Naboer stimler sammen foran huset, der dannede rammer om den ubeskrivelige tragedie. (Foto: AP)
Naboer stimler sammen foran huset, der dannede rammer om den ubeskrivelige tragedie. (Foto: AP)

Drabene har chokeret australierne. Talstærkt politi er ankommet til stedet. (Foto: AP)
Drabene har chokeret australierne. Talstærkt politi er ankommet til stedet. (Foto: AP)
 

Naboer har fortalt avisen Brisbane Times, at den 34-årige kvinde er en god mor, der 'tydeligt elskede sine børn'.

Adskillige naboer og pårørende stimler lige nu sammen foran huset, hvor tragedien fandt sted.

- Folk forsøger at begribe, hvad der er hændt. Det føles om en voldsom mavepuster, siger lokalpolitikeren Robert Pyne.

Politiet har sendt forstærkninger fra Brisbane og andre omkringliggende byer, der skal bistå med opklaringen af sagen.

Premierminister Tony Abbott har udsendt en kommentar til tragedien.

- Nyheden fra Cairns er hjerteskærende. Alle forældre vil føle en dyb sorg over, hvad der er sket. Det er svære tider for vores land, lyder det fra premierministeren.

Australien blev mandag ramt af en anden tragedie, da en islamisk ekstremist dræbte to gidsler på en cafe i Sydney.