Er du i området? Så kontakt Ekstra Bladet via sms på 1224 (koster almindelig sms-takst) eller på 1224@eb.dk
-------------------
Der er fredag morgen eksploderet flere bomber forskellige steder i Thailand.
I Hua Hin cirka 200 kilometer syd for hovedstaden Bangkok er der sket to eksplosioner.
- Tvillingebomber ved et tempel har dræbt én og såret tre andre, siger Sutthipong Klai-udom, distriktschef i Hua Hin, til Reuters.
De to bomber kommer, efter at Hua Hin, der er et populært turistområde, også torsdag blev ramt af eksplosioner.
Her blev én person dræbt og 19 andre såret.
Danske Anders tæt på eksplosionen: Hjalp blødende bombeoffer
Mange personer er på gaderne i Thailand fredag for at markere den thailandske dronnings fødselsdag.
Længere mod syd i Surat Thani-provinsen er der også sket to eksplosioner fredag morgen.
Ifølge provinsens guvernør var den første bombe gemt i en blomsterkumme og sprang foran en politistation. Den kostede en mand livet.
- Jeg tror, at den har forbindelse til eksplosionerne i Hua Hin, siger guvernør Wongsiri Promchana til AFP.
Desuden har der fredag morgen også været to eksplosioner på ferieøen Phuket.
Dermed er der sket mindst otte eksplosioner i Thailand de seneste 24 timer.
Stig Elling: Op mod 200 danskere i bombe-ramte Hua Hin
Thailands juntachef og premierminister, Prayut Chan-o-cha, mener, at de mange bomber er et forsøg på at destabilisere Thailand, der siden 2014 er blevet styret af militæret.
- Bomberne er et forsøg på at skabe kaos og forvirring, siger han til journalister i Bangkok.
- Hvorfor kommer bomberne netop nu, hvor vores land er på vej mod stabilitet, en bedre økonomi og øget turisme? Og hvem står bag, spørger han.
I alt er fire personer blevet dræbt i eksplosionerne det seneste døgn: to i Hua hin, en i Surat Thani og en i Trang. Mange andre er blevet såret.