ITALIEN (Ekstra Bladet): Nye, mindre jordskælv ramte natten til torsdag det område i Italien, hvor flere bjergbyer et døgn forinden blev pulveriseret. Og rystelserne, der første gang ramte klokken 1 om natten, fik familier til at flygte ud på gaden.
Ekstra Bladet, som også er i området, traf familien Moreno, der bor i Posta cirka 12 kilometer fra nabobyen Amatrice, hvor mange mennesker blev dræbt og endnu flere kvæstede, da et skælv, der målte 6 på Richterskalaen ramte onsdag klokken 3.26.
- Vi sover i vores bil. Vi tør ikke være indenfor. Mærkede du ikke skælvene, siger 39-årige Valdete Moreno.
Hun er mor til børnene Ardiana, Diellza, Mergime, Xhemajl på 19, 18, 17 og 11 år. Klokken et i nat ramte det første efterskælv. Og to gange mere i løbet af natten rystede jorden igen. Det konstaterede Ekstra Bladets udsendte også.
Bedste ven er død
Familien Moreno forlod huset klokken 1.
Redningsarbejdet fortsætter i de jordskælvsramte byer, hvor dødstallet nu er oppe på flere end 200. Ardiana Moreno fortæller til Ekstra Bladet, at hun har en skolekammerat, der desværre er blandt de dræbte.
- Min bedste ven er død i Amatrice. Det er forfærdeligt. Vi gik i skole sammen, siger Ardiana Moreno.
Også nogle af familiefaren, den 41-årige Sadri Morenos bekendte er fra Amatrice.
- Men han ringede til sin bekendte derfra. Heldigvis har han og hans hustru samt deres barn det godt, siger Ardani Moreno til Ekstra Bladet.
Tusindvis hjælper til
Det centrale Italien er på den anden ende efter jordskælvet natten til onsdag, erfarer Ekstra Bladet. Der er udrykningskøretøjer, militærkøretøjer, politi og svære bjærgninskøretøjer, der kommer til og fra området hele tiden og med udrykning. Også helikoptere flyver i pendulfart i retning til og fra.
Tusindvis af mennesker hjælper til i området, hvad end det er professionelle redningsarbejdere eller frivillige, som kommer til området fra andre egne af Italien.
Og familien Moreno sover som mangew andre også i de kommende nætter i deres biler.
- Vi går lige ind og laver mad, men ellers holder vi os udenfor. I burde gøre det samme, siger Valdete Moreno til Ekstra Bladet.