Nye oplysninger i sag om kidnapning af tiårig dreng

Politiet efterlyser fortsat vidner i en sag, hvor en tiårig dreng blev bortført fra sit hjem i Frederikshavn

Nordjyllands Politis efterforskning af en kidnapningssag fra 7. februar har givet nye spor i sagen.

Omkring klokken 15.45 den dag blev en tiårig dreng bortført fra sit hjem på Pallesvej i Frederikshavn. Drengen befandt sig i familiens have, da en ukendt gerningsmand løftede drengen op og ud af haven.

Herefter bar gerningsmanden drengen op til krydset i Søndergade, hvor han satte ham ned på jorden igen. Manden gav dog ikke helt slip på den tiårige dreng, men holdt fast i drengens hætte, mens de fortsatte ned ad Smedevej og derefter ned ad Solsikkevej.

Da de to nærmede sig enden af Solsikkevej, kom to unge mænd gående, og det var her, at det lykkedes drengen af slippe fri fra mandens greb og løbe hjem.

Krimi Søger vidner i sag om kidnapning

Politiet håber, at de nye oplysninger i sagen kan vække genkendelse hos eventuelle vidner, der har befundet sig i området ved 16-tiden.

- Vi søger særligt efter vidner, der kan have set de to, da de gik sammen, mens manden holdt fast i drengens hætte – noget, der måske ikke i situationen har set så mistænkeligt ud, udtaler lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lene Madsen.

Derudover vil Nordjyllands Politi meget gerne i kontakt med de to unge mænd, der kom ad Møllehus Allé mod Solsikkevej.

Gerningsmand bar mundbind
De beskrives begge som lyse i huden. Den ene bar blå jakke, de bar begge huer og løb ad Søndergade i retningen mod nord.

- De kan være vidner og have oplysninger, der er vigtige for vores efterforskning – så dem vil vi gerne tale med, siger Lene Madsen, der også opfordrer dem til at straks at ringe til politiet på 114. 

Gerningsmanden beskrives som en ung mand, meget mørk i huden, kraftig af bygning og med brunt hår. Han bar et blåt mundbind, blå cowboybukser og var iført sort jakke og sort hætte.