Torsdag aften blev den 19-årige svenske rapper Einár skudt og dræbt, og det er langt fra den første skudepisode i Sverige i år. De sidste fem år har der været mere end 300 skudepisoder årligt, og særligt bandekonflikter er medvirkende til de høje tal.
Ekstra Bladet har talt med kriminolog på Lunds Universitet David Sausdal, som forklarer, hvad der sker i Sverige, og kommer med nogle bud på, hvad det skyldes.
Ifølge David Sausdal er de mange skudepisoder ofte enten centreret i bestemte områder eller udspringende derfra. Særligt er der tale om udsatte boligområder i og omkring de større byer, hvor der bor mennesker med en lavere indkomst og mennesker med indvandrerbaggrund.
Kamp om narkoen
- Der er tale om bandekriminalitet og -konflikter, som blandt andet handler om at sidde på narkomarkedet. Men det, som gør det interessant, er, at de ting også er til stede i dansk kontekst. Danmark har også bander, kamp om narkoen, og der har også været lignende voldsepisoder - men slet ikke på samme niveau, fortæller David Sausdal.
Det, der gør situationen i Sverige kompleks, er, at man blandt andet ikke let kan knytte skudepisoderne til en enkelt konflikt mellem enkelte bander. Derimod er der ifølge Sausdal tale om konflikter på kryds og tværs.
Han peger på tre mulige forklaringer på, at situationen i Sverige ser ud, som den gør. Det første punkt handler om eskalering.
- Når konflikter først begynder at tage fart, og når først der begås drab af én gruppe mod en anden, så skal det gengældes. Og så skal dét gengældes, og så bliver det en spiral - en spiral som ikke bare handler om gengældelse men også inkluderer et hidtil uset våbenkapløb, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
For sen indsats
En anden forklaring, mener nogle, bunder i, at man har lavet en for sen indsats, og at man ikke har haft lige så stort fokus på konflikterne, som man eksempelvis har haft i Danmark.
David Sausdal fortæller, at Sveriges politikere nu er begyndt at kigge mere mod Danmark, hvor man blandt andet har lavet de såkaldte bandepakker for at sætte hårdt ind mod organiseret kriminalitet.
- Man begynder nu fra svensk side at lave lovgivning, der er mere rettet mod bandekriminalitet. Og så kan man sige: 'Hvorfor er det blevet så slemt?' Jamen det er det nok, fordi man ikke har udvist rettidig omhu i forhold til politiske og politimæssige indsatser.
En varm kartoffel
Den sidste mulige forklaring, David Sausdal bringer på banen, handler om, at man ikke i tilstrækkelig grad har prioriteret kriminalitetsforebyggende indsatser.
- Den del af velfærdssamfundet, der skal sikre sociale indsatser og hjælpe folk på kanten af samfundet og loven, er blevet nedprioriteret i en årrække. Så man har fået et samfund, hvor maskerne i velfærdssamfundet er blevet større, og det kan være med til at skabe grobund for mere kriminalitet.
- Betyder det, at der er et problem med integrationen i Sverige?
- Der er, synes jeg, åbenlyst nogle udfordringer. Selvom integrationen går bedre end i Danmark på nogle områder, så er der i forhold til kriminalitetsstatistikken en større overrepræsentation af folk med indvandrerbaggrund. Og især når det kommer til de her skudepisoder og drab, så er der helt åbenlyst en forbindelse til visse indvandrermiljøer.
- At man ikke har været på forkant med indsatser og lovgivet på området, mener jeg, ses som et udtryk for en beklagelig politisk tøven, og måske endda at man ikke har turdet at tage et spørgsmål op, hvor man ville skulle diskutere forholdet mellem indvandring og kriminalitet.
- Er der tale om en berøringsangst?
- Ja, det kan man nok godt kalde det. Fordi de to elementer automatisk ville komme ned i gryden, når man for eksempel skal diskutere de seneste fem års uhørt mange skudepisoder i Sverige. Bare dét, at du nævner det, ville og har skabt stor debat i Sverige, siger David Sausdal.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets krimipodcast 'Afhørt', hvor vi fortæller om ugens store krimi-historier. I denne uge fortæller vi blandt andet om den skuddræbte Aarhus-rapper 'Shmur' og om en mand iført Latex, der huserer i skovene ved Tisvilde.