I nat lavede Københavns Politi en ransagning af natklubben Museo Club, som ligger i Lille Kongensgade i indre København, og er ejet af den tidligere X-factor dommer Remee.
Indtil videre har det været sparsomt med information, men nu løfter politiet altså lidt af sløret for, hvad der er sket i forbindelse med ransagning.
De skriver nemlig i en pressemeddelelse, at tre personer er blevet sigtet for at være i besiddelse af stoffer.
Derudover er der blevet fundet forskellige former for narkotika på natklubben, primært kokain.
Flere af gæsterne havde desuden snifferør på sig.
Ekstra Bladet har været i kontakt med ejeren af Museo Club, som er den danske sangskriver og producer, Remee Jackman.
- Jeg har ingen kommentarer, før jeg ved mere om sagen, siger Remee Jackman til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Målrettet aktion
Derudover uddyber politiet også omfanget af ransagningen.
I følge pressemeddelelsen var der flere betjente og narkohunde til stede under ransagningen, som sket på baggrund af en mistanke om, at der på stedet foregår organiseret og systematisk salg af narkotika til gæsterne.
Og den mistanke er altså vokset efter nattens ransagning, udtaler vicepolitiinspektør Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.
- Vi har modtaget oplysninger om, at der på stedet bliver handlet systematisk med narkotika, og derfor slog vi til i nat. Vi har gjort nogle fund, der bestyrker vores opfattelse, og vi skal nu arbejde videre med sagen.
Flere af gæsterne og de ansatte blev visiteret ved brug af narkohundene, hvor der altså blev fundet flere forskellige stoffer.
Københavns Politi havde på forhånd hentet en dommerkendelse.
Læs også: Familiens narko-hemmelighed
Remee - fra rappende rolling til benhård business-mand
Så rige er 'X Factor'-dommerne
Ekstra Bladet følger sagen ...