Nyt knivstikkeri: 24-årig mand uden for livsfare

En 24-årig mand er sent søndag stukket ned i Aarhus

En 24-årig mand er uden for livsfare, efter at han sent søndag aften blev stukket ned af ukendte gerningsmænd i Aarhus. 

Det oplyser vagthavende ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

- Vi fik en anmeldelse klokken 23.08, om at en mand fra 1992 var stukket ned af ukendte gerningsmænd, siger han.

Efter knivstikkeriet valgte politiet at afspærre området omkring Holme Ringvej og Skanderborgvej for at søge spor i sagen.

Det er det andet knivstikkeri i Aarhus inden for et døgn. Tidligt søndag morgen blev en 22-årig mand stukket ned med kniv efter ballade i det centrale Aarhus.

En 23-årig mand er anholdt og varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med dette knivstikkeri.

Krimi Mand knivstukket i nat på åben gade: To anholdt

De to episoder sker blot få dage efter, at Østjyllands Politi har indført visitationszoner i Aarhus-forstaden Viby.

Visitationszonerne blev indført efter en periode med eskalerende uro og sammenstød mellem grupper af unge i området.

Politiet undersøger nu, om ofrene og gerningsmændene til søndagens knivstikkerier har forbindelse til disse grupperinger.

Ved du noget om sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)