Nyt uheld: Massiv kø

 

Kort før klokken 10 er meldingen, at det meste er ryddet op, men at køen fortsat giver omtrent 10 minutters forlænget rejsetid.

Flere uheld på motorvejen nord for København er skyld i massiv kø.

Senest er der ifølge Nordsjællands Politi sket et uheld i nødsporet E47 Helsingørmotorvejen fra Lyngby mod Avedøre.

- Det sker i forbindelse med noget køkørsel, men vi har ikke fået de nærmere detaljer bekræftet endnu, siger den presseansvarlige i Nordsjællands Politi.

Politi og redningsmandskab er på vej til stedet, og man forventer tidligst at have arbejdet overstået klokken 9.15.

Der er endnu Ingen meldinger om tilskadekomne.

Tidligere på morgenen skete et uheld ved afkørsel 19 Buddinge, men Motorring 3 i sydgående retning er igen åben i alle tre spor.

Der er stadig kø, som politiet arbejder på at afvikle hurtigst muligt. Man skal forvente forlænget rejsetid på op til 25 minutter.

Hovedstadens Akutberedskab oplyser på Twitter, at man har tilset fire personer, hvoraf den ene er bragt til hospitalet.

Uheld på Vestmotorvejen
Der er tidligere på morgenen sket et uheld på Vestmotorvejen.

Uheldet er sket i retningen ind mod København.

Ifølge DR P4 er uheldet sket lige før Kongsted rasteplads i det venstre spor.

Vejhjælp er på vej til stedet.

Tidligere fredag morgen var der et andet uheld på Vestmotorvejen i retning mod Køge. Højre spor var spærret efter Kongsted Rasteplads og det udløste flere kilometers kø.