Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Østjyllands Politi efterlyser hjælp fra offentligheden til at få identificeret to mænd, som efter politiets opfattelse har brugt stjålne dankort til at købe oddset-kuponer flere steder i Aarhus for over 50.000 kroner.
Politiet har offentliggjort overvågningsbilleder af de to mænd, som ud over oddset-kuponer også mistænkes for at have hævet kontanter i en hæveautomat med det ene kort.
Det var i september 2017, at to mænd fik stjålet deres dankort, hvorefter der blev oddset for mange tusinde kroner med kortene.
2. september 2017 tog en 20-årig mand en pirattaxa efter en bytur i Aarhus. Betalingen skulle foregå ved hjælp af en særlig scanner i bilen, skriver politiet i en pressemeddelelse. Det er tilsyneladende lykkedes chaufføren at aflure pinkoden og stjæle dankortet efterfølgende.
Samme aften fik en 31-årig mand stjålet sit dankort på et tidspunkt i Aarhus C. Her havde gerningsmanden åbenbart også afluret koden.
Der blev brugt mere end 50.000 kroner i alt, inden de to kort blev spærret. På den 31-åriges kort blev der ligeledes hævet 5.000 kroner i en hæveautomat.
Østjyllands Politi har under efterforskningen fundet overvågningsbilleder af to mænd, der har brugt kortene kort tid efter tyverierne.
Kender du mændene, eller har du oplysninger i sagen, bedes du ringe til politiet på tlf. 114.