Sydsjællands og Lolland-Falsters politi oplever lige nu flere anmeldelser om indbrud, end de plejer. Og de er særligt centreret omkring Sydmotorvejen på Sydsjælland.
Politiet opfordrer derfor alle borgere i nærheden at holde øjne og ører åbne, og så har de et helt konkret råd.
- En indbrudstyv kan ikke fordrage at blive hilst på. Så er han set og vender som oftest ikke tilbage til området i en rum tid af frygt for at blive genkendt. Så rådet fra politiet er: Sig 'hej' til hinanden - også til dem I ikke kender. Vær vores øjne og ører i jeres lokalområde og ring til os, så snart I opdager noget mistænkeligt, så gør vi alt, hvad der står i vores magt for at levere en hurtigt og effektiv indsats og få anholdt gerningsmændene, siger vicepolitiinspektør Peter Damgaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Tegn på mistænkelige adfærd
Mistænkelige eller usædvanlige ting, som man skal være opmærksom på, kan for eksempel være:
- En kassevogn, der ikke plejer at holde på vejen
- En bil der kører langsomt forbi – og måske flere gange
- Nysgerrige personer, der ikke virker som om de hører til i området
- Lys eller aktivitet ved huse, hvor ejeren ikke er hjemme
- Personer der ringer på under mærkelige påskud
Man kan desuden få flere informationer om nabohjælp på www.nabohjælp.dk