Cem Kaplan blev 38 år. Hans liv sluttede brat om aftenen 2. januar, da han blev fanget i en kugleregn i Hillerød nord for København.
Torsdag eftermiddag blev manden begravet på den muslimske gravplads i Brøndby, hvor en forsamling på 150-200 personer var til stede. Noget af forsamlingen stod inde ved selve graven, mens andre opholdt sig ude foran porten. Ifølge Ekstra Bladets udsendte syntes opdelingen at hænge sammen med afstandskrav og coronahensyn.
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller desuden, at der ud over pårørende var et talstærkt opbud fra politiet i området.
Betjentene kom i aktion, da der på et tidspunkt var optræk til tumult. Det skete tilsyneladende, da nogle fremmødte var på vej op mod porten til gravpladsen.
I den forbindelse opstod der ifølge Ekstra Bladets mand på stedet nogle uenigheder mellem politifolkene og de fremmødte.
Kaplan formodes at have befundet sig i en sort Audi, som blev gennemhullet af skud, før den kørte mod Nordsjællands Hospital, hvor den livsfarligt sårede mand blev afleveret, uden at lægerne dog kunne redde hans liv.
Drabet er fortsat uopklaret, men liget er frigivet, så manden, som er far til fem, kan blive stedt til hvile efter muslimske forskrifter.
Sagen efterforskes som udløber af en konflikt i rockerbandemiljøet, og Nordsjællands Politi har blandt andet ransaget Bandidos' klubhus i Hillerød.
Det er byen, hvor Cem Kaplan har tilbragt mange år af sit korte liv, som bød på adskillige møder med ordensmagten. Den nu dræbte har shoppet rundt mellem flere kriminelle grupperinger. Blandt dem netop rockerklubben Bandidos, hvor han i en periode var prospect, indtil han ifølge Ekstra Bladets oplysninger ragede uklar med nogen.
Siden blev han medlem af de brutale Brothas og var senest relateret til gadebanden NNV.
En muslimsk begravelse skal helst foregå inden for 24 timer, efter døden er indtruffet. Det har på grund af politiefterforskningen, som blandt andet omfatter obduktion og retsmedicinsk undersøgelse, ikke været muligt.
Cem Kaplans fem børn er i alderen fra under et år til 12 år.
Ekstra Bladet har tidligere været i kontakt med moderen til børnene. Hun har foreløbig ikke ønsket at udtale sig om drabet.
Artiklen fortsætter under videoen ...
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Politiet holder øje
Begravelsen af Cem Kaplan havde politiets bevågenhed. Sikkerhedsniveauet ville Københavns Vestegns Politi ikke udtale sig om, men:
- Vi vil være til stede omkring begivenheden og har et ekstra øje på det derude, oplyser politikredsen, som har ansvar for stederne, hvor højtideligheden finder sted, oplyste presseafdelingen til Ekstra Bladet.
Før selve begravelsen af Cem Kaplans jordiske rester var der bøn for ham i en moské på Vestegnen.
Nordsjællands Politi har ikke forud for begravelsen ønsket at udtale sig om resultatet af de undersøgelser, myndighederne har foretaget af liget.
Dødsårsagen er dermed endnu ikke meldt ud, og overordnet holder politiet kortene særdeles tæt ind til kroppen.
Det er dog ingen hemmelighed, at man ser med allerstørste alvor på situationen i banderockermiljøet efter drabet på Cem Kaplan.
Ud over den dræbte blev en 21-årig, der befandt sig sammen med ham og to andre i bilen, ramt af skud 2. januar. Han er ifølge Ekstra Bladets oplysninger udskrevet efter behandling på hospitalet.
Konflikt ulmer: Skudsåret er krigsminister i berygtet bande
Et notat fra Rigspolitiet, som er dateret to dage efter drabet på Cem Kaplan, afslører, at der en aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser mellem Bandidos og NNV-gruppen.
Med andre ord er ordensmagten særdeles opmærksomme på eventuelle hævnaktioner.
Politi efter drab: Bandidos i konflikt med gadebande