Ved du noget om sagen, så kontakt Ekstra Bladet her
I mere end en forstand har det været en varm sommer i Christianias Pusher Street. Gennem en længere periode har forskellige grupperinger møvet sig ind på det lukrative hashmarked, og i sommer blev en 22-årig christianit skudt i området ved den ellers verdensberømte hashgade.
Kilder med indsigt i miljøet har til Ekstra Bladet ved flere lejligheder fortalt, hvordan stemningen langt fra er den bedste, og at der - ud over drabet - også har været andre episoder med vold i bemeldte område.
Onsdag aften var der ifølge flere kilder atter optræk til ballade i Pusher Street.
Det beskrives, hvordan personer med tilknytning til to organiserede kriminelle grupperinger på kontant vis følte hinanden på tænderne.
Angiveligt nåede det dog ikke at udarte sig til direkte vold. Men stemningen var atter anspændt. Baggrunden for optrinnet var ikke overraskende strid om økonomi og en hashbods påståede gæld til enten den ene eller anden part.
Rockere og bander i kold krig om Pusher Street
I forhold til onsdagens episode vil Københavns Politi ikke kommentere den konkrete sag:
- Men vi holder et vågent øje med situationen derude, siger Rune Nielsen, chef for Operativ Specialafdeling, Københavns Politi.
Den stigende voldsspiral og de hårdkogte bandekriminelles tilstedeværelse i miljøet omkring Pusher Street har været genstand for intern debat på Christiania. Efter drabet på den 22-årige forsøgte en gruppe christianitter at få hashgadens fremtid på den interne dagsorden.
Men ved det efterfølgende fællesmøde, Christianias øverste myndighed, besluttede man, at Pusher Street ikke skulle lukke alligevel.