En otteårig dreng fortæller nu sammen med sin mor om oplevelsen, hvor han blev forfulgt af en mystisk, grå bil i Tingbjerg i Københavnsområdet.
Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at en grå Volkswagen har skabt utryghed i Tingbjerg, hvor ukendte personer angiveligt har jagtet små piger og drenge. Flere af episoderne er anmeldt til Københavns Politi, som er opmærksom på problematikken.
Hændelserne begyndte angiveligt i september, og i dag har politikredsen modtaget stribevis af anmeldelser om mindreårige skolebørn, der jagtes af ukendte mænd i mystiske køretøjer.
Ekstra Bladet har besøgt en mor og hendes otteårige dreng i Tingbjerg. Drengen fortæller, at han var en af dem, som blev jagtet af den mystiske grå bil. Moren og hendes dreng ønsker ikke at stå frem med navn af frygt for de ukendte personer. Ekstra Bladet er bekendt med deres identitet.
Den otteårig kan ikke bekræfte, at der er tale om samme grå Volkswagen, der også har jagtet små piger i området, men bekræfter dog, at køretøjet var gråt.
Grædende hjem til mor
Drengen fortæller, at han var på vej hjem fra skole, da han fik øje på en grå bil på Skolesiden, som vejen hedder. Bilen begyndte så småt at forfølge ham, og kort tid efter kom der lyd fra bilhorn efter ham.
- Klokken var 4:30 (16:30, red.). Jeg var på vej hjem fra skole lige hernede ved biblioteket (Skolesiden, red). Jeg var alene. Bilen dyttede, og jeg blev rigtig bange, fortæller den otteårige dreng, da Ekstra Bladet besøgte ham og familien.
- Kan du huske, om der var nogle mænd i bilen?
- Ja, men kun én.
- Kan du huske, hvordan han så ud?
- Nej, slet ikke.
Drengens mor var hjemme, da han kom farende op ad trapperne af skræk.
- Han kom grædende hjem og fortalte, at en 'flad', grå bil var kørt efter ham. Han var blevet bange og kom hurtigt hjem, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Undersøger mulige sammenhæng
Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi, der bekræfter, at man i politikredsen har modtaget anmeldelsen om den otteårige dreng.
- Københavns Politi kan bekræfte, at vi den 15. oktober modtog en anmeldelse om, at anmelders søn 24. september om eftermiddagen var cyklet i området omkring Tingbjerg Skole, da en grå personbil fulgte efter ham og dyttede ad ham. Ved anmeldelsen blev det oplyst, at det drejede sig om en personbil og altså ikke den varevogn, som flere andre lokale har observeret. Vi er dog opmærksom på denne anmeldelse i vores efterforskning, lyder det i et mailsvar fra politikredsen.
Ligeledes oplyser Københavns Politi, at man undersøger, om der skulle være en sammenhæng med andre sager på tværs af kredse, men på nuværende tidspunkt vurderer Københavns Politi, at der ikke er fællestræk.
Endvidere har Carsten Reenberg, leder af Nordvest Nærpoliti, tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at sagerne tages alvorligt i området, og nærpolitiet er ekstra til stede i de pågældende områder.