Over 100 designermøbler er blevet sjålet fra Aarhus Universitet i Herning.
Tyvene slap afsted med: 97 Arne Jacobsen-stole af typen Myren, 11 Nanna Ditzel-stole og fire Fritz Hansen-caféborde.
Tyveriet skete natten til tirsdag, men der er ikke umiddelbart tegn på indbrud i bygningen. Derfor er det uvist, hvordan tyvene er kommet ind i bygningen.
- Vi har ikke det store at gå efter, så vi beder om hjælp fra alle, der ved noget, siger politikommisær Erik Kristensen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Han forventer, at de mange designermøbler vil blive tilbudt til købere. Derfor skal man altid være opmærksom på, at man ikke gør sig skyldig i hæleri ved at købe stjålne genstande.
Politiet vil gerne i kontakt med borgere, der har set personer, køretøjer eller noget tredje i og omkring Birk Centerpark natten mellem 2. og 3. december. Borgere, der har oplysninger i relation til sagen, kan ringe til politiet på tlf. 114.
Politiet opfordrer borgere til at kontakte politiet, hvis de ser, at de omtalte møbler bliver sat til salg.