Over 100 har meldt sig med oplysninger om efterlyst Volvo

Flisekast fra bro: Det undrer politiet, at føreren endnu ikke har meldt sig til politiet efter massiv omtale

Politiet efterlyser en Volvo som denne. Politifoto.
Politiet efterlyser en Volvo som denne. Politifoto.
Følg Krimi

Det vælter fortsat ind med oplysninger til Fyns Politi om den efterlyste Volvo, som muligvis er impliceret i det opsigtsvækkende drab, da en flise blev kastet ned fra motorvejsbroen ved Langesøvej på Fyn den 21. august.

- Vi har nu fået over 100 henvendelser om Volvoen siden mandag. Det er jo super. Vi kan virkelig mærke, at folk er engagerede og gerne vil hjælpe med at opklare denne sag. Sagen har tydeligvis rørt mange mennesker, siger politikommissær Michael Lictenstein til Ekstra Bladet.

 

Et vidne så om morgenen omkring klokken 03.50 en ældre Volvo stationcar køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre til højre ad Langesøvej i retning mod motorvejsbroen.

Der kan muligvis være tale om en model 245.

Hvor er føreren
- Vi er for øjeblikket ved at gennemgå de mange henvendelser og vi skal også ud at undersøge en del biler. Samtidig er vi i gang med at tjekke bilejerne i vores registre. Så der er en del at se til, lyder det fra politikommissæren.

Samtidig undrer Michael Lichtenstein sig over, at føreren af den efterlyste bil ikke har henvendt sig.

- Vores efterlysning har jo været massivt omtalt i pressen. Så jeg synes da, at det er lidt mærkeligt at føreren ikke har kontaktet os. Det kan være gerningsmanden og det kan også være et vidne, der har ført bilen.

Flest fra Fyn
- Hvor sikre er I på, at der har befundet sig en Volvo stationcar i området den pågældende morgen?

- Vi har et enkelt vidne, som fortæller os det. Udfordringen er, at der ikke færdes ret mange mennesker i området på det tidlige tidspunkt en søndag morgen. Derfor har vi ikke kunnet få bekræftet iagttagelsen af andre vidner, siger Michael Lichtenstein til Ekstra Bladet.

- Hvor mange af de hundrede henvendelser anser du for vigtige og relevante?

- Det er vi ved at skabe os et overblik over nu. Nogle af henvendelser peger de samme biler eller en konkret bilejer. Nogle handler om Volvoer, der er blevet malet.

- Hvordan fordeler henvendelserne geografisk?

- De fleste kommer fra Fyn, men vi har fået oplysninger fra hele landet. Vores udfordring er, at Volvoen også lavede en 145 model, som meget ligner den efterlyste bil. Så vi er tvunget til at søge bredt.

Dræbt på stedet
- Hvor mange arbejder på sagen?

- Det vil jeg ikke sige noget om. Den slags udtaler vi os aldrig om. Men det er klart, at når det vælter ind med mange mail, så kunne man godt bruge nogle flere folk, siger Michael Lichtenstein.

En 33-årig tysk kvinde, der var på ferie i Danmark, blev dræbt på stedet, da den 30 kilo tunge betonflise ramte bilen. Hendes 36-årige mand er fortsat hårdt kvæstet og overført til et hospital i Tyskland.

Parrets femårige søn slap med nogle få skrammer. Han bliver nu passet af sin familie i Tyskland.

 

Har du oplysninger i sagen, så kontakt Fyns Politi på telefon 114

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+