Påsat brand i klubhus

Politiet efterlyser oplysninger om en påsat brand ved Odense

Klokken 19.41 søndag aften modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der var ild i et klubhus i det sydlige Odense.

- Der har været en brand i Dalum-Hjallese Gymnastikforeningens klubhus. Branden er slukket, og der er brandskader på bygningen, men den er ikke brændt ned, siger vagtchef for Fyns Politi, Lars Christian Thede til Ekstra Bladet.

Politiet anser branden som påsat, men holder endnu kortene tæt til kroppen af hensyn til efterforskningen. De vil derfor ikke oplyse, hvad der indikerer, at branden er påsat.

Politiet beder offentligheden om hjælp med oplysninger i sagen.

- Hvis nogen har set noget mistænksomt i nærheden af branden, vil vi gerne høre fra den. Der er formentlig blevet brugt brandbare væsker, så vi vil gerne høre fra folk, hvis de har set noget købe det eller være i besiddelse af det i nærheden, siger vagtchefen.

Odense har ifølge Ritzau de seneste måneder været plaget af en række påsatte brande.

I oktober gik det ud over en Let-køb-forretning på Ranunkelvænget i Dyrup. Og tidligere har pyromanbrandene hærget Restaurant Carlslund, Odense Roklub, Dalum Skytteforening, en spejderhytte i Fruens Bøge samt OB's klubhus.

Efter branden på Ranunkelvænget meldte politiet ud, at der i forbindelse med flere af brandene var observeret en knallert. Det affødte en stribe henvendelser fra offentligheden, men ingen af dem førte til nogen form for gennembrud i efterforskningen.