Den indsatte, der lørdag døde efter at være blevet angrebet af en anden fange i det norske fængsel Ringerike, var dømt for pædofili.
Det skriver flere norske medier, herunder Aftenposten.
Den indsatte, 58-årige Christian Alexander Borge, var kendt som en af Norges mest notoriske sexforbrydere. Under mindst syv forskellige identiteter har han de seneste 30 år forgrebet sig på unge drenge, skriver avisen.
I 2015 fik han en dom på et års fængsel for at have forgrebet sig på to unge drenge i Oslo i 2013 og 2014. Straffen blev skærpet, da han i forvejen var dømt for en række seksuelle overgreb mod mindreårige børn.
Kendt serieforbrydere
Politiet modtog lørdag klokken 13:14 anmeldelsen om, at en indsat var blevet angrebet og dræbt af en anden indsat.
Ifølge avisen skete drabet på et fællesareal. Politiet bekræfter, at det ikke skete i en celle, men vil af hensyn til efterforskningen ikke kommentere sagen yderligere.
Den sigtedes forsvarer, Marius Ihlebæk, bekræfter over for Aftonposten, at den dræbte og den sigtede havde en forhistorie.
Ifølge NRK er en 50-årig norsk-polsk mand sigtet for drabet. Han afsoner i forvejen en dom fra 2014 på 17 år og seks måneders fængsel for drabet på en familiefar.
Både den afdøde og den sigtede er norske statsborgere.
Ringerike fængsel er et højsikkerhedsfængsel, hvor alle indsatte er mænd. Fængslet har en kapacitet på 160 pladser og og 155 fastansatte, skriver VG.