Papirfabrik står i flammer

Vej er afspærret i forbindelse med brand i fabrikken Skjern Paper

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto

En større brand raser lige nu i en papirfabrik i Skjern.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands politi.

Ifølge politiet er Birkvej i Skjern i den forbindelse blevet afspærret, så brandvæsnets slanger kan trækkes tværs over vejen.

- Det er et papiroplag, som ligger uden for fabrikken, der brænder kraftigt, siger vagtchef Jens Claumarch til Ekstra Bladet.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 18.56 og siden har brandfolk forsøgt at bekæmpe flammerne.

- Det brænder fortsat derude, og vi har overdraget stedet til brandvæsnet og beredskabsstyrelsen, siger vagtchefen.

Politikredsen minder desuden personer i området, der kunne overveje at tage ud for at se branden, om, at det er forbudt at samles mere end 10 mennesker.

- Hvis der pludselig kommer flere mennesker til for bare at kigge på, og vi samtidig er politifolk, brandvæsen og beredskabsfolk samlet, så løber det hurtigt op i for mange mennesker i disse tider. Så folk skal huske, at vi også er underlagt de samme regler, lyder opfordringen fra Jens Claumarch.

Opdateres..