Passager i dødsbil: 'Det var svært at mærke hastigheden'

Ifølge anklagemyndigheden var det uagtsomt manddrab, da en 19-årig mand angiveligt kørte om kap og ramte en 21-årig fodgænger med 100 kilometer i timen på Borups Allé

Følg Krimi

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Med en hastighed på mindst 100 kilometer i timen bragede en Mercedes sidste år ind i en 21-årig mand på Borups Allé i København.

Det kom frem, da en bilinspektør aflagde forklaring i retten på Frederiksberg torsdag. Her er en 19-årig tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpede omstændigheder. Han nægter sig skyldig.

Bilinspektøren forklarede, at han mener den præcise påkørselshastighed var på 116 kilometer timen, men taget alle usikkerheder og fejl i betragtning, kunne han med sikkerhed konkludere, at bilen havde kørt 100 kilometer i timen, da det 21-årige offer blev ramt.

Det var der dog ingen af passagerne i dødsbilen, som havde bemærket. En efter en aflagde de forklaring i retten, og ingen af dem mente, at der var blevet kørt hverken hurtigt eller uforsvarligt.

Politiet ankom til gerningsstedet cirka 01:30 den 20. juni 2021, hvor det forfærdelige uheld skete. Foto: Kenneth Meyer.
Politiet ankom til gerningsstedet cirka 01:30 den 20. juni 2021, hvor det forfærdelige uheld skete. Foto: Kenneth Meyer.

Normal kørsel
- Jeg husker det som normal kørsel. Jeg lagde ikke mærke til noget specielt.

Sådan lød forklaringen fra det første vidne, da anklageren spurgte ind til kørselsforløbet, op til at den 21-årige blev ramt.

Vidnet havde på aftenen, hvor offeret blev påkørt, siddet foran i bilen ved siden af den 19-årige tiltalte fører.

Han kunne ifølge sin forklaring ikke erindre noget ekstraordinært i den 19-åriges kørsel og kunne næsten ikke huske forløbet frem til ulykkestedet.

132 kilometer i timen
Selvom anklageren kunne fortælle, at bilens hastighed var nået op på 132 kilometer i timen på strækningen før ulykkesstedet, var det tilsyneladende ikke noget, som vidnet havde lagt mærke til.

Han bemærkede dog, at farten måske alligevel havde været lidt over de tilladte 60 kilometer i timen.

Manden kunne heller ikke huske om lysreguleringen, før uheldet skete, havde været grønt eller rødt, men han mente, at det var grønt.

Èn ting var vidnet alligevel sikker på, nemlig, at der havde været to andre biler på vejen, som havde kørt vildt og voldsomt.

Bilen, som ramte den 21-årige mand, var lejet igennem appen Share Now. Foto: Kenneth Meyer.
Bilen, som ramte den 21-årige mand, var lejet igennem appen Share Now. Foto: Kenneth Meyer.

Snakkede om studenterugen
Den anden passager i bilen mente heller ikke, at bilens fart havde været så høj som beskrevet af anklageren.

Han forklarede, at der bare havde været god stemning i bilen, og de havde snakket om den kommende studenteruge.

- Det var en Mercedes, så det var svært at mærke hastigheden, fortalte han.

Han havde også opfattet to andre biler, som overhalede dem og kørte vildt, men han benægter, at de selv deltog eller på nogen måde gejlede hinanden op til at køre stærkt.

Foto: Kenneth Meyer.
Foto: Kenneth Meyer.
 

Meget præcise målinger
Bilinspektøren, som var blevet tilkaldt til ulykkesstedet kort efter ulykken, kunne fortælle, at hastighedsmålingerne er taget direkte fra bilens computer, og de derfor ret præcist kan sige, hvad speedometeret har vist.

- Bilen var lejet, og disse lejebilers computere er meget mere præcise end hastigheder taget fra en GPS-tracker.

Han kunne samtidig oplyse, at der ikke var nogen vejtekniske eller køremæssige fejl, og at der var gode oversigtsforhold på ulykkesstedet.

Han kunne ikke sige noget om lysreguleringen.

Anklageren ønsker tiltalte udvist, og retten er rejst som en nævningesag, hvilket betyder, at anklager kræver minimum fire års fængsel.

Torsdag var anden retsdag, og der er afsat yderligere to retsdage i sagen.

Mere fra Ekstra Bladet+

LIGE NU
Der skides grønne grise i Statsministeriet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind