Patienter anmelder læger for vold

Politiet bekræfter voldsanmeldelse mod to læger fra klinik i Thisted

Ægteparret Fawad og Moizda Hasimi har boet i Danmark i syv år. Deres tidligere familielæge er gået på pension og er blevet erstattet af Nordic Medicares klinik i Thisted. (Foto: René Schütze)
Ægteparret Fawad og Moizda Hasimi har boet i Danmark i syv år. Deres tidligere familielæge er gået på pension og er blevet erstattet af Nordic Medicares klinik i Thisted. (Foto: René Schütze)

To læger i en lægeklinik i Thisted er blevet anmeldt for vold mod to af deres patienter. Politiet bekræfter, at man efterforsker sagen.

I følge anmeldelsen fandt voldsepisoden sted 18. august på klinikken Nordic Medicare, som på kommerciel basis driver i alt 11 lægehuse i områder af landet, hvor det er vanskeligt at få praktiserende læger til at slå sig ned.

Anklagerne kommer bag på Nordic Medicares direktør, Niels R. Eriksen.

- Jeg kan bekræfte, at der på lægeklinikken har været en hændelse, hvor to læger og en sygeplejerske har været involveret. Vores personale fandt det nødvendigt at tilkalde politiet.

- Vi er efterfølgende – noget overrasket – blevet orienteret om i pressen, at der er blevet indgivet politianmeldelse imod vores personale, skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

Mundhuggeri løb løbsk
Anmelderne er et afghansk flygtningeægtepar, 37-årige Fawad Ashimi og hustruen Moizda Hasimi, 36 år. De fortæller Ekstra Bladet, at en verbal konflikt om en konsultationstid udviklede sig til fysisk vold fra lægernes side.

- Min hustru var mødt op til en aftale, men da det blev hendes tur, var der ingen tolk. Klinikken havde glemt at bestille en, siger Fawad Hasimi.

- Så bad lægen os gå igen, men vi ville have ham til at undersøge min kone.

Da patienterne nægtede at forlade klinikken, kom en anden læge til stede. Der blev talt meget højt, og pludselig fik Fawad Hasimi efter eget udsagn et skub og umiddelbart efter - hvad han kalder - et knæ i skridtet. Hustruen fik angiveligt en lussing.

Hverken mand eller hustru er dog efterfølgende blevet lægeundersøgt, idet lægevagten henviste til egen læge, hvilket i sagens natur ikke kunne lade sig gøre.

Uklart om der er en sag
Fra klinikken blev der ringet efter politiet, som afhørte alle parter.

- Det er korrekt. Vi efterforsker en voldsanmeldelse. Men det er for tidligt at sige, om der bliver en egentlig sag, siger chefen for Thisteds lokalpoliti, vicepolitiinspektør Allan Lausten.

NM-direktør Niels R. Eriksen ønsker ikke at udtale sig yderligere:

- Vores personale er selvfølgelig dybt berørt over situationen, og de har vores fulde tillid.