Natten til søndag er en patruljevogn kørt galt på Holmegårdsvej i Hillerød i Nordsjælland.
Det bekræfter Nordsjællands Politi over for Ekstra Bladet.
- Den skulle på en udrykningsopgave i Hillerød og er kørt galt i forbindelse med det.
- Der er ikke nogen, der er kommet til skade. Hverken politifolk i bilen eller nogen andre i øvrigt, siger vagtchef Christian Kobbernagel.
Fronten af patruljevognen blev beskadiget, da man ramte et elskab.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg ved faktisk ikke, hvordan det er sket. Det hænder jo en gang imellem desværre, at man kører galt. Et kvalificeret gæt ville være, at der formentlig har været glat.
- Man mister herredømmet, og der er ikke nogen udefrakommende. Altså der er ikke nogen andre biler involveret, som man må undvige eller noget i den stil. Det er rent solouheld, siger vagtchefen.
Uheldet skete lige inden midnat, og der blev hurtigt ryddet op på stedet, så al kørsel på Holmegårdsvej er muligt.