200 kilo hash blev lastet på en trailer i Spanien og kørt til Nordsjælland, hvor hashen blev pakket ud og skjult bag en falsk væg i et anneks til en af hash-smuglernes hus i Dronningmølle.
Fire af hash-smuglerne har tilstået og er allerede dømt ved retten i Helsingør, men det har trukket ud med at få to mænd udleveret fra Spanien som de sidste i 'pensionist-banden', der ifølge politiet stod for indsmuglingen.
Nu er politiet klar til retssagen mod en udlandsdansker på 68 år og en 57-årig udlænding.
Den 57-årige er det yngste medlem af 'pensionist-banden' - de øvrige er alle godt oppe i 60´erne.
Udlandsdanskeren og den 57-årige blev udleveret til Danmark i maj, hvor de blev varetægtsfængslet. I modsætning til deres fire dømte venner nægter de sig skyldige.
Den 57-årige erkender godt nok, at han var med til en hashsmugling, men han vidste ikke, hvor mange kilo det drejede sig om. Den 68-årige nægter alt og har afvist at sige noget til politiet.
Kørte forrest i kontrolbil
Ifølge anklageskriftet blev bilen og traileren med hashen kørt til Danmark af den 57-årige, mens den 68-årige sammen med en 66-årig ven kørte i en såkaldt 'kontrolbil' foran hash-transporten for at advare mod eventuel told eller politi-kontrol ved grænsen.
Indsmuglingen skete den 26. februar 2015. Da de 200 kilo hash var vel ankommet til Dronningmølle blev den pakket om i indkøbte plastik-kasser og skjult bag den falske væg.
Politiet slog senere til mod 'pensionst-banden', hvor der stadig lå 60 kilo hash i rummet, mens de øvrige 140 kilo allerede var solgt.
Den 68-årige var, da han var yngre, i politiets søgelys i internationale narkotikasager. Foruden indsmuglingen af de 200 kilo hash, er den 68-årige alene tiltalt for en mislykket indsmugling af 140 kilo hash fra Spanien til Danmark.
Havde 13 mobiltelefoner
Ifølge tiltalen deltog den 68-årige i planlægningen af indsmuglingen gennem telefonsamtaler og et møde med bagmanden, og de aftalte at en uidentificeret person skulle smugle hashen til Danmark.
Det endte dog med at bagmanden valgte en anden transportør, så den 68-årige er kun tiltalt for forsøg på hash-smugling.
Den 68-årige var i besiddelse af ikke mindre end 13 mobiltelefoner, da han blev anholdt. Det er velkendt at narkosmuglere skifter mellem mange telefoner og sim-kort for at sløre deres elektroniske spor.
Mobiltelefonerne kræves konfiskeret under retssagen sammen med to vakuummaskiner, vakuumposer og 10.000 kr.
Den 57-årige, der ved dom kræves udvist af Danmark for bestandigt, var i besiddelse af fem mobiler, da han blev anholdt i Spanien sammen med den 68-årige.
Retssagen starter ved retten i Helsingør den 27. oktober og dommen ventes den 25. november.