Københavns Politi var lørdag formiddag lidt efter halv ti mødt talstærkt frem på en adresse på Nyrnberggade på Amager.
- Der er tale om en større politiforretning, og der kan være en mulig straffesag, oplyste vagtchef Martin Kajberg fra Københavns Politi efterfølgende til Ritzau.
Over for Ekstra Bladet uddyber vagtchefen, at opbuddet skyldes, at der blev indgivet anmeldelse om en tilskadekommen person kl. 9.33, efter brandvæsen og ambulancereddere vurderede, at der kunne ligge et strafbart forhold bag.
Siden har politiet arbejdet på stedet, hvor de er ved at undersøge hændelsesforløbet.
Vagtchef Martin Kajberg fortæller, at personen det drejer sig om blev kørt til traumebehandling, og nu er i kritisk tilstand.
Han ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer om den tilskadekomne eller hvordan, at personen er kommet til skade.
Der er ingen anholdelser i sagen på nuværende tidspunkt.