Person påkørt af tog: Togtrafik indstillet

En person er mandag blevet påkørt af et tog

Opdatering: Der kører igen tog mellem Fredericia og Aarhus H, oplyser DSB.

Ifølge B.T. er den påkørte person afgået ved døden.

Mandag aften holder alle tog stille mellem Fredericia og Aarhus.

Det skyldes en personpåkørsel, oplyser DSB, som arbejder på at få togbusser frem.

De meddeler desuden, at der vil køre busser mellem Fredericia, Vejle og Aarhus samt mellem Vejle og Fredericia med stop i Brejning og Børkop.

Ukendt tilstand
Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer oplyser til Ekstra Bladet, at anmeldelsen kom klokken 18.52.

- Påkørslen er sket i Horsens på jernbanen, der løber under Vestergade, fortæller Halfdan Kramer.

Vagtchefen kan ikke oplyse køn og alder på personen, ligesom han ikke kender personens tilstand.

Han oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle være foregået noget kriminelt.

De pårørende er endnu ikke underrettet.

Ekstra Bladet følger situationen ...