En mand er natten til søndag blevet stukket flere gange med en kniv til en fest i Københavns Sydhavn.
Anmeldelsen kom klokken 01.47, og episoden fandt sted ved kulturstedet Teglværket, hvor der natten til søndag var et festligt arrangement.
- Der er tale om flere knivstik. Jeg ved ikke hvor mange, men ingen af dem har været meget alvorlige. Manden er uden for livsfare, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Skovbjergm til Ekstra Bladet.
Ingen anholdte
Efterforskningslederen fortæller, at de endnu ikke ved, hvad der er gået forud for knivstikkeriet eller hvilken relation, de involverede har til hinanden.
- Vi ved, at offeret er en yngre mand. Vi formoder, at gerningspersonen også er en mand.
Billeder og videoer fra stedet viser, at politiet stadig undersøger området søndag morgen.
Politiet har endnu ingen anholdte eller mistænkte i sagen.