PET-betjent ville sælge pistoler i indkøbscenter

Tiltalt i terrorsag risikerer at miste sit danske statsborgerskab. Hans bekendte kræves udvist

Det var i indkøbscentret Field's i København, at en betjent i PET aftalte at fuldende salget af to pistoler med lyddæmpere, seks magasiner og 750 patroner.

Den usædvanlige handel skulle finde sted cirka klokken 12 den 11. december 2019.

Netop den dag blev to nu 26-årige mænd sammen med cirka 20 andre anholdt på Fyn, i Storkøbenhavn og i Aalborg i en aktion tilrettelagt af PET og politiet.

Senere har anklagemyndigheden opgivet sigtelserne om forsøg på terror mod flere af de anholdte, men der er også rejst straffesager.

I en af disse sager har anklagemyndigheden nu frigivet et anklageskrift, og det er her, at oplysningen om Field's kan læses.

På torsdag indleder Københavns Byret sagen, hvor de to tiltalte nægter, at de i månederne op til våbenhandlen forberedte en terrorhandling.

De ville ifølge anklageskriftet ødelægge 'et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer', hedder det - men om det skulle være Danmark eller et andet land, fremgår ikke.

Tidligere har den ene tiltalte i et retsmøde sagt, at det var en grotesk lav pris, som undercover-betjenten i PET lokkede med - nemlig 6800 kroner for to pistoler, lyddæmpere samt ammunition.

Politi og anklagemyndigheden har derimod bidt mærke i de fundamentalistiske religiøse følelser, som den nu tiltalte luftede under en chat om våben.

Men det var kun for at presse prisen ned, at han kom med de bastante udsagn, har han forklaret i et tidligere retsmøde i Østre Landsret.

Ud over chatten blev det til to fysiske møder med forklædte agenter fra PET i november, før selve handlen fandt sted ved Field's.

I anklageskriftet advarer anklagemyndigheden i øvrigt om, at der kan komme en påstand om frakendelse af den 26-åriges danske statsborgerskab.

Den jævnaldrende tiltalte er ikke dansk statsborger. Han kræves udvist, fremgår det.

Den ene af mændene skal ivrigt have fulgt med på kanaler med sympatisører med Islamisk Stat på flere kanaler på beskedtjenesten Telegram. Men han har ikke set videoerne, har han forklaret.