En række af de fortrolige oplysninger om PET-operationer, som tidligere PET-chef Jakob Scharf er tiltalt for at have lækket i sin erindringsbog er allerede beskrevet af politiet selv et halvt år forinden.
Det fortæller Radio24syv fredag.
Den tidligere PET-chef Jakob Scharf skal om få uger på anklagebænken i Københavns Byret, på grund af en række af de oplysninger, der fremgår i hans erindringsbog 'Syv år for PET.
Af Anklagemyndigheden peges der på 28 steder i Jacob Scharfs bog, hvor han angiveligt skulle havde overtrådt sin tavshedspligt.
Mere detaljeret
Den tekst, som politiet selv har beskrevet et halvt år inden udgivelsen af Scharfs bog i oktober 2016, er en del af det historiske værk Nordisk Kriminalreportage 2016.
Politiets tekst er sågar mere detaljeret end det, der står i Jacob Scharfs tekst, mener tidligere operative chef for Rejseholdet ved PET, Hans Jørgen Bonnichsen.
- Ud fra den læsning, jeg har foretaget - og den er umiddelbar – er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det er oplysninger, som er betydeligt mere vidtgående end Scharfs oplysninger i bogen Syv år for PET, siger han til Radio24syv.
Flere af punkterne handler om terrorforsøget på JP/Politikens Hus i december 2010.
Blandet andet fremgår det af politiets værk, at medlemmerne af terrorgruppen i november 2010, da de stadig blev overvåget af det svenske sikkerhedspoliti Säpo, var forbi en internetcafé syd for Stockholm. Her fik de kontakt til en al-Qaeda-kontakt i Pakistan.
Det skriver Politiken.
Svækker sagen betydeligt
Ifølge Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, bliver det svært for Anklagemyndigheden at fastholde dele af de punkter i anklageskriftet mod den tidligere PET-chef.
- På det her punkt svækker det sagen betydligt. Og det skyldes selvfølgelig, at hvis man skal straffe nogen for at overtræde en tavshedspligt, altså offentliggøre nogle fortrolige oplysninger, så ligger det i begrebet, at det skal være oplysninger som ikke i forvejen er kendte, siger professoreren.
Anklagemyndigheden har ikke ønsket at udtale sig til Radio24syv.
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen og Politikens chefredaktør Christian Jensen blev i august 2018 sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger i forbindelse med omtale af bogen.
Ekstra Bladet bragte oplysninger fra bogen i papiravisen og på ekstrabladet.dk. Det skete, ifølge sigtelsen, 'uagtet at Københavns Byret den 6. oktober 2016 klokken 13.15 havde afsagt et midlertidigt fogedforbud mod offentliggørelse af bogen helt eller delvist'.