Drabet på Kim Wall var seksuelt motiveret. Det slog retten fast, da hendes morder, Peter Madsen, blev idømt en livstidsstraf i 2018. Men selv om drabsmanden i et nyt tv-program har bekræftet, at han dræbte den svenske journalist, nægter han stadig at stå ved sine perversioner.
Peter Madsen i telefonsamtaler: Indrømmer drab på Kim Wall
I andet afsnit af programserien 'De hemmelige optagelser med Peter Madsen' forstår han slet ikke, at hans afvigende seksualitet skal blandes ind i drabet.
I stedet hævder han, at det var hans professionelle nedtur, der var skyld i, at han torturerede, misbrugte, dræbte og parterede en tilfældig kvinde.
- CS (Copenhagen Suborbitals, red.) får mig op i det røde felt.
- Forholdet til CS op til 10. august 2017 er kildeårsagen til, at jeg er her i dag, og vi har en ubåds-sag, lyder det fra Peter Madsen i programmet.
CS var en raketforening, som han var med til at stifte, men som han i 2014 blev ekskluderet fra, fordi han ifølge de andre i foreningen ikke opførte sig ordentligt. I stedet stiftede han Raket-Madsens Rumlaboratorium i en hangar mindre end 100 meter fra CS, og de to konkurrerede med hinanden.
Brugte trick til at få morder i tale
To dage før Peter Madsen stævnede ud med Kim Wall i ubåden, havde både han og CS anmodet om tilladelse til at affyre en raket op Bornholm. Peter Madsen måtte dog aflyse, fordi raketten ikke var klar.
I programmet hævder Peter Madsen, som ifølge en mentalundersøgelse er patologisk løgner med både narcissistiske og psykopatiske træk, at han på grund af krigen med CS fik en længere nedtur. Han mener, at de nedgjorde ham.
- Jeg burde have gået til en psykolog, jeg burde have søgt behandling, jeg burde have skrottet det rumlaboratorium og lavet noget andet. Men det gjorde jeg ikke, for jeg var så bundet til det med min identitet. Jeg kunne, jeg kunne ikke, kunne ikke se ... Det var et harakiri på en vis måde (rituelt selvmord, red.), siger Peter Madsen.
Her forsøger han - ifølge både psykiater Henrik Day Poulsen og Kurt Kragh - at virke empatisk ved at sige, at det nærmest er ham, der begår selvmord, selv om han i virkeligheden begår en modbydelig forbrydelse mod et andet menneske.
- Igen handler det om, at han flytter fokus. 'Jeg var så vred, der var ikke mere at leve på. Jeg ville begå selvmord'. Han flytter fokus hele tiden. Det hele handler om Peter, Peter og Peter, siger Kurt Kragh , der er tidligere drabsefterforsker i Rejseholdet, i programmet.
'De hemmelige optagelser med Peter Madsen' kan streames på dplay