Peter Madsens veninde: Jeg tror på ham

Deirdre King er helt overbevist om, at vennen Peter Madsen taler sandt, når han siger, at det var en ulykke, der tog livet af Kim Wall

Peter Madsen er anholdt og varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig i drab. Foto: Tobias Nicolai
Peter Madsen er anholdt og varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig i drab. Foto: Tobias Nicolai

Københavns Politi fortæller mandag formiddag, at raketbyggeren Peter Madsen har indrømmet i grundlovsforhøret, at Kim Wall døde ved en ulykke på ubåden Nautilus sidste torsdag.

- Sigtede har til politiet og i retten forklaret, at der er sket en ulykke om bord på ubåden, som har medført Kim Walls død, og at han efterfølgende har begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt. Københavns Politi kan supplerende oplyse, at sigtelsen for drab opretholdes, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Peters veninde gennem 14 år Deirdre King fortæller til Ekstra Bladet, at hun er overbevist om, at hendes ven taler sandt, når han fortæller, at der er tale om en ulykke.

- Jeg tror ikke på, at Peter er morder, siger hun og mener, at der kan være sket en ulykke.

- Den fornemmelse har jeg haft i et stykke tid. Jeg har selv været ude at sejle på Nautilus, og der er mange steder, hvor man kan slå sig, siger hun overbevist.

Håber Wall bliver fundet
Hun fortæller, at hendes tanker lige nu går til både Peter Madsens familie, men også til Kim Walls.

- Det er sådan en ulykkelig situation for alle mennesker, og det kan nærmest ikke blive værre. Det er så forfærdeligt, og jeg føler så meget for hendes familie, og jeg håber, at man finder hende, siger Deirdre King.

Hun mener, at Peter Madsen kan have været i panik. Og hvis han har sænket Nautilus, som politiet mistænker, må han i følge veninden 'have haft det forfærdeligt'.

- For det er hans barn, siger hun.

Peter Madsen er sigtet for drab på Kim Wall. Under grundlovsforhøret sidste lørdag rejste anklageren en subsidiær sigtelse om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Nægter sig skyldig
Dommeren valgte at fængsle den sigtede på en begrundet mistanke om uagtsomt manddrab. Men Peter Madsen nægter sig skyldig i begge sigtelser.

Efter grundlovsforhøret oplyste politiet, at ubådskaptajnen havde skiftet forklaring fra det første, han havde oplyst, nemlig at han havde sat den svenske journalist af på Refshaleøen nogle timer efter, at de to havde stævnet ud fra Københavns Havn. Men rettens lukkede døre betød på daværende tidspunkt, at selve hans forklaring ikke måtte komme frem.

Politiet fortæller, at man lige nu leder efter Kim Wall i Køge Bugt.