Pige gik rundt på motorvej med bamse i hånden: Vil ikke sige hvem hun er

En pige mellem 12-14 gik rundt på den Sønderjyske Motorvej med en bamse i hånden. Hun vil ikke sige, hvem hun er

Syd og Sønderjyllands Politi fik omkring klokken 13 flere meldinger fra bilister om, at en pige gik rundt på den Sønderjyske Motorvej med en bamse i hånden.

De har nu fat i pigen, som dog ikke vil snakke med politiet.

- Hun er formentlig mellem 12-14 år, men hun vil ikke snakke med os eller sige, hvem hun er, siger vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Pigen, der vurderes til at være dansk, blev fundet af politiet og en ambulance på motorvejen i nordgående retning ved Ustrup Øst, Vojens.

- Samtidig med at vi finder hende, holder en ambulance også ind, da de ser hende. Og de tager hende med en tur på skadestuen, siger vagtchefen.

De sociale myndigheder vil tage over i sagen, hvis hun fortsat ikke vil snakke.