Opdateret klokken 13.00: Brandfolkene har fået styr på branden, der nu er fuldstændig under kontrol.
Mandag morgen stod et pizzeria i Ørum på Djursland i flammer.
Brandfolk arbejdede på stedet for at få bugt med flammerne. Det bekræftede Beredskab og Sikkerhed Randers først på formiddagen over for Ekstra Bladet.
- Der er ild i et pizzeria. Den vil være slukket inden for et par timer, lød det fra indsatsleder Jan Recke.
Det pågældende pizzeria ligger på Åbrovej i den lille østjyske by.
Ifølge Østjyllands Politi er der kun sket materiel skade.
- Ilden brænder fortsat derude, kan jeg bekræfte. Der er ikke sket nogen personskade ved branden, sagde vagtchef Morten Bang Rasmussen til Ekstra Bladet.