Politiet løfter nu sløret i en sag, som man ellers har kørt i diskretion.
I en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi oplyses det, at en kvinde nu er sigtet for et drab og tre drabsforsøg.
- Vi er nu så langt fremme i vores omfattende efterforskning, at vi, i samarbejde med anklagemyndigheden, har vurderet, at grundlaget for de dobbeltlukkede døre ikke længere er til stede, oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen.
Til Ekstra Bladet oplyser politiinspektøren, at de fik anmeldelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Han understreger, at grundlovsforhøret og efterfølgende retsmøder har været afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet alene kan offentliggøre sigtelserne og kendelsen for varetægtsfængsling. Den sigtede kvinde er omfattet af navneforbud.
Kvinden nægter sig skyldig.
Kvinden blev på baggrund en intensiv efterforskning anholdt 14. marts. Efterforskningen blev iværksat efter en anmeldelse om mistænkelige indlæggelser på Randers Sygehus. Gerningsstedet er Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvorpå alle ofrene var bosiddende.
Den mistænkte kvinde er foreløbig sigtet for et tilfælde af drab samt tre forsøg på manddrab og subsidiært kvalificeret vold begået i februar og marts i år.
Ifølge sigtelserne skulle den mistænkte kvinde bevidst have givet forkert og farlig medicin til de fire ofre, hvilket ifølge sigtelserne var en medvirkende årsag til, at en ældre kvinde afgik ved døden, og at en anden ældre kvinde og to ældre mænd blev indlagt stærkt svækkede.
- Mener I, at der kan være flere ofre?
- Vi har rigtig mange efterforskningsskridt foran os stadigvæk, og analyser og ting vi skal have svar på. Så vi arbejder os stille og roligt fremad, siger Brian Voss Olsen uden at svare direkte på spørgsmålet.
- Er der sat andet i værk for at undersøge det?
- Det vil vi godt have lov til at holde for os selv.
Politiet oplyser, at retten på baggrund af det afholdte grundlovsforhør 15. marts vurderede, at der var begrundet mistanke om kvalificeret vold over for de fire ofre, hvilket blev oplyst i forbindelse med kendelsen om varetægtsfængslingen.
- Det er en meget alvorlig sag, og der ligger rigtig meget efterforskningsarbejde forude, før vi har afklaret, hvad der præcist er sket. Vi har brug for ro i forhold til efterforskningen, og selvom jeg har forståelse for den store interesse fra offentligheden, så ønsker vi af hensyn til den omfattende efterforskning og de lukkede døre i grundlovsforhøret samt efterfølgende retsmøder ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt, siger Brian Voss Olsen.
Brian Voss Olsen har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Kvinden fik 11. maj forlænget sin varetægtsfængsling, så den nu er gældende frem til 8. juni.
Ekstra Bladet har været i kontakt med kvindens forsvarer, som skulle være Lars Thousig. Vi nåede ikke at præsentere vores ærinde, inden han meddelte to gange, at han ingen kommentarer havde. Herefter blev røret lagt på.