Politi: 15-årig pige fik ikke flået sine trusser itu på McDonalds-toilet

En 15-årig pige har over for politiet erkendt, at hun ikke blev overfaldet og fik revet sine trusser itu hos McDonalds i Ringsted, sådan som hun i første omgang fortalte

En 15-årig pige er ikke blevet overfaldet på et handicaptoilet hos McDonalds i Ringsted, fortæller politiet nu. Foto: Googlemaps
En 15-årig pige er ikke blevet overfaldet på et handicaptoilet hos McDonalds i Ringsted, fortæller politiet nu. Foto: Googlemaps

Der var ikke noget om, at en høj mand mandag eftermiddag pludselig brasede ind på toilettet og blufærdighedskrænkede en blot 15-årig pige på McDonalds på Klosterpark Allé i Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, efter at pigen torsdag igen har været til afhøring på politigården.

Pigen havde ellers ad flere omgange over for politiet fortalt, at hun blev revet hårdt i armen og fik sine trusser flået itu, da hun mellem klokken 15 og 16 havde været på besøg på fastfood-restauranten sammen med en veninde.

Her følte pigen ifølge sin oprindelige forklaring sig pludselig tissetrængende og gik på toilettet. Hun valgte ikke at låse døren, fordi hun havde opfattelsen af, at hendes veninde stod lige uden for.

Det gjorde veninden - igen ifølge den oprindelige forklaring - ikke. Og i stedet brasede manden altså pludselig ind. Pigen undgik yderligere ydmygelse, fortalte hun, fordi hun skreg op, og fordi hendes veninde kom ilende til.

Også Ekstra Bladet fortalte om overfaldet, kan du læse herunder:

Drama på McDonald's: Pige fik flået sine trusser itu

Men politiet fortæller altså nu, at pigen sammen med sine pårørende torsdag har fortalt, at historien var det pure opspind.

- Ved afhøringen, hvor pigens pårørende var til stede, erkendte pigen, at krænkelsen begået af den fremmede mand på toilettet var opdigtet og skulle dække over en anden oplevelse af privat karakter, som hun havde været udsat for, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Nu vil politiets jurister undersøge sagen med henblik på at vurdere, om pigen i stedet skal præsenteres for en sigtelse for falsk anmeldelse.

- Hun vil således høre nærmere fra politiet, når den juridiske vurdering er foretaget, skriver politiet.