RETTEN I RANDERS (Ekstra Bladet): En 30-årig mand, der søndag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør, kom haltende ind i retslokalet i Retten i Randers iført hospitalstøj.
Manden, der bor i Aarhus-området, er mistænkt for uagtsomt manddrab på den 74-årige mand og 62-årige kvinde, der omkom efter en voldsom bilulykke lørdag aften i Grenaa.
Dræbt på stedet
Ifølge politiet er ofrene et tysk ægtepar.
Bilerne kolliderede på Århusvej i Grenaa klokken 22.51, og ifølge politiet var bilen, der blev ført af den 30-årige, røget over i modsatte vejbane og havde derfor ramt ægteparrets bil.
De døde på stedet, mens han selv slap med mindre skader, og hans 32-årige medpassager brækkede kravebenet. Det kom frem under retsmødet.
Skulle til Aarhus
Ifølge sigtelsen, der blev oplæst af anklager Peter Rytter, mener politiet, at den 30-årige var påvirket af alkohol, MDMA og kokain, da han lørdag aften satte sig ud i bilen sammen med sin 32-årige kammerat efter, at de havde deltaget i det årlige fest-arrangement ABC Beach Party i Grenaa.
Den 30-årige forklarede selv under retsmødet, at han kun havde kørt omkring tre minutter, da ulykken skete.
De var angiveligt på vej til Aarhus, hvor de skulle mødes med nogle 'damer'.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tog stoffer fredag
Den lyshårede og slanke mand fortalte retten, at han sammen med den 32-årige medpassager havde været på kasino i Aarhus dagen før, og efter at have vundet et stort pengebeløb tog duoen i byen.
Her indtog de både kokain, MDMA og alkohol. Lørdag sov de længe og ankom til Grenaa omkring klokken 17 for at deltage i strandfesten.
Han erkendte at have drukket omkring tre store fadøl i løbet af aftenen, men han havde vurderet, at det kunne han godt køre på.
Han nægtede at svare på anklagerens spørgsmål om hvorvidt, han havde indtaget narkotika den dag, og hans 32-årige kammerat fortalte retten, at han ikke havde set den 30-årig gøre det om lørdagen.
I bilen fandt politiet en pose med MDMA efter ulykken, og i retten blev det beskrevet, at der i bilens kopholdere stod øl, og der blev fundet et festivalglas i bilen.
Da de kom til hospitalet, fandt politiet flere stoffer på den 32-årige passager.
Amok i ambulance
Ifølge en bilinspektør kørte bilen med omkring 100 kilometer i timen, da sammenstødet skete.
Politiet forklarede, at den 32-årige kammerat selv var kravlet ud af bilen, mens den 30-årige havde virket apatisk og blev siddende. På den efterfølgende ambulancetur havde han opført sig udadreagerende, og politiet måtte træde til.
Mændene var iklædt dyrekostumer, de netop havde købt på festivalpladsen, da politi og ambulancer nåede frem.
Nægter sig skyldig
Den 30-årige erkendte i grundlovsforhøret, at han havde ført bilen, men nægter, at han var skyld i ulykken.
Anklager Peter Rytter forsøgte at få den 30-årige varetægtsfængslet i fire uger og subsidiært opretholde anholdelsen i tre døgn, hvilket dommeren valgte at følge.
Begrundelsen for at tilbageholde ham i den kortere periode er, at der endnu ikke er svar på alle blodprøverne, og han skal derfor fremstilles igen på onsdag.