Politi advarer mod mystiske dørsælgere

Midt- og Vestsjællands Politi har på det seneste modtaget meldinger fra flere borgere, der har oplevet at få tilbudt gratis asfaltarbejde. Et tilbud, man skal undgå at sige ja til, lyder meldingen

Pas på med at sige ja til asfaltarbejde. Du kan blive snydt. Foto: Shutterstock
Pas på med at sige ja til asfaltarbejde. Du kan blive snydt. Foto: Shutterstock

Det er et brud på markedsføringsloven, når sælgere helt uopfordret banker på en borgers dør for at tilbyde arbejde til billige eller sågar ingen penge.

I Lejre og de nærliggende byer har borgere oplevet, at udenlandske mænd henvender sig til dem i håb om at få lov til at udføre asfaltarbejde. 

Mandag klokken 9.25 anmeldte en kvinde fra Vetterslev i Ringsted, at hun kort forinden havde haft besøg af en engelsktalende asfaltarbejder, som ringede på døren og tilbød at udføre gratis asfaltarbejde.

Kvinden afviste tilbuddet og den engelsktalende mand, som endte med at køre fra stedet i en varebil sammen med sit asfaltsjak.

Samme dag klokken 9.59 anmeldte en anden mand fra Huginsvej i Ringsted, at han i sit hjem blev kontaktet af en engelsktalende mand med skotsk eller irsk dialekt, som tilbød at lave nogle huller på gårdspladsen, da de havde noget flydende asfalt i overskud. Anmelderen takkede dog nej til tilbuddet, og asfaltarbejderen forlod stedet.

Vær skeptisk
Politiet opfordrer nu borgerne til at udvise samme skepsis over for personer, der uopfordret tilbyder deres arbejdskraft. Ligeledes bør borgerne sikre sig, at man får indgået en lovlig kontrakt om arbejdet.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Vi advarer borgerne om, at de slet ikke skal interagere med disse dørsælgere. Vi har haft et tilfælde, hvor en borger takkede ja, og der efterfølgende opstod uoverensstemmelse i forhold til pris og aftale, siger Charlotte Tornquist, der er  kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi. Hun omtaler episoderne som et tilbagevendende fænomen, der særligt viser sig om sommeren.

Fredag aften sigtede politiet en 56-årig mand fra Irland med adresse i Birkerød for at overtræde markedsføringsloven, da han dagen forinden omkring klokken 15.30 mødte personligt op hos en husejer på Nebsmøllevej i Ringsted og tilbød at udføre asfaltarbejde.

De indgik netop en aftale om, at den 56-årige skulle asfaltere en mindre del af en grusvej til en aftalt pris.

Om fredagen mødte den 56-årige op på adressen med et hold asfaltarbejdere, som asfalterede hele grusvejen og ikke kun de fem meter, som aftalen ifølge anmelderen lød på.

Den 56-årige blev afhørt til sagen, men nægtede forholdet.

Den 56-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, da dørsalg uden forudgående aftale er en overtrædelse af markedsføringsloven.

Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer borgerne til at handle lige så fornuftigt som anmelderne i de ovennævnte episoder og afvise tilbuddet om asfaltarbejde, da der er risiko for at blive snydt eller få udført arbejde af personer, der ikke har arbejdstilladelsen i orden.

Advarsel: Pas på asfalt-platugler