Politiet i Syd og Sønderjylland advarer her tidligt mandag morgen bilisterne om, at der kan være meget vand på vejene efter kraftige regnskyl i nattens løb.
Grøfter er blandt andet blevet oversvømmet, skriver politiet på Twitter.
- Vejbelægningen er mange steder noget ujævn og så står der vand i hullerne.
Meget vand på vejbanen svækker dækkenes vejgreb og dermed kan bilisten miste herredømmet over bilen, siger vagtchef Henrik Sønderskov til Ekstra Bladet.
Et af stederne, hvor der har været problemer er omkring Aabenraa.
- Det er her, at vi har fået den seneste melding kommer fra, oplyser vagtchefen.
Blæst en del
Vagthavende hos Vejdirektoratet oplyser, at der ikke er meldinger om problemer på det større vejnet i Danmark.
- Vi havde søndag eftermiddag en del vand på rute 23 ved Kalundborg. Men vi har ikke hørt, at der fortsat skulle være problemer.
Det har også blæst en del, men det er ikke noget, som har involveret broerne, siger vagthavende til Ekstra Bladet.