To ældre herrer er sigtet i, hvad Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi betegner som en speget sag om et maleri af den verdensberømte danske kunstner Vilhelm Hammershøi.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Ifølge efterforskningen købte en 63-årig mand i 2018 maleriet af en 77-årig mand for et mindre beløb. Det viste sig dog, at danske store danske kunstmaler stod bag værket, som dermed var betydeligt mere værd.
Den 63-årige satte maleriet til salg på en auktion, hvor det blev solgt for et sekscifret beløb.
Han glemte dog ifølge den 77-årige en aftale, de to havde indgået om, at provenuet skulle deles mellem dem.
Derfor krævede den 77-årige sin andel udbetalt.
Hvordan det er foregået, fremgår ikke af døgnrapporten, men manden er i hvert fald nu sigtet for trusler, mens den 63-årige torsdag blev sigtet for bedrageri.
Begge sager skal nu gennemgås af politiets jurister.