Det er en mor og hendes tre børn, der er blevet brutalt dræbt i lejligheden på Kobbelvænget i Brønshøj tirsdag morgen. Det bekræfter Københavns Politi.
Samtidig fortæller de, at børnenes far er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg i aften kl. 21.
Det var et frygteligt gerningssted, der mødte politiet i den lille lejlighed på Kobbelvænget i Brønshøj.
- Vores patrulje på stedet blev mødt af et frygteligt syn og flere dræbte personer i en lejlighed, forklarede vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen Ove B. Larsen i morges til Ekstra Bladet.
Her til eftermiddag bekræftede han, at gerningsmanden formentligt har brugt flere våben.
- Retsmedicinerne er først gået i gang på stedet for cirka en time siden, men meget tyder på, at gerningsmanden har brugt flere våben, forklarer vicepolitiinspektøren, der hele morgenen har styret det enorme politiopbud på stedet i Brønshøj.
Politiet fik flere opkald om husspektakler på adressen omkring 7.30-tiden i morges. I lejligheden mødte politiet også den mand, som nu er anholdt og sigtet for drab i sagen.
Forsøgte genoplivning
Ekstra Bladet erfarer, at ambulancereddere, der ankom til stedet i morges, i første omgang forsøgte at genoplive en af familiemedlemmerne i selve ambulancen.
- Det er korrekt, at læger og reddere forsøgte livredning af en af de sårede, bekræfter Ove Bundgaard Larsen.
Den afdøde stod dog ikke til at redde og blev senere på dagen undersøgt ved ambulancen, hvor politifolk holdt et klæde op for at skærme liget af.