Politiet i den australske hovedstad, Canberra, forsøger nu at undgå voldelige hævnaktioner efter en ukendt drabsmands fatale knivhug mod i rockerbossen Pitasoni Ulavalu. Æggen ramte ham i nakken, og han døde kort efter i en blodpøl på fortovet uden for natklubben Kokomo's.
Den 44-årige høg i det kriminelle miljø var i to år frem til sin død rockergruppen Comancheros stærke mand i Australiens sydvestlige hjørne, og han førte an i en genopblusset konflikt med rivalerne fra Nomads MC.
I et retsmøde i weekenden forhindrede distriktsanklager Anthony Williamson, at den nu dræbte rockers højre hånd og forventede afløser, Aofangatuku Fatafehi Finau Langi, kan blive løsladt mod kaution og få mulighed for at stå i spidsen for en blodig respons.
Det oplyser Daily Telegraph og Canbarra Times.
En ekstrem risiko
Den 31-årige krigsminister i Comancheros regionale chapter blev i minutterne efter Pitasoni Ulavalus død anholdt for at have truet politifolk efter det uopklarede, dødbringende knivopgør i Canberras natteliv.
Han var dukket op ved det afspærrede gerningssted for at give udtryk for sin vrede og sorg.
Langi er i forvejen sigtet for brandstiftelse og røveri og for at have medvirket til et voldeligt overfald på Nomads' krigsminister i 2018. Anthony Williamson argumenterede imod hans løsladelse mod ordene: 'Det vil udsætte det omgivende samfund for en meget, ekstrem risiko'.
Bandekrig i storby: Rocker-boss stukket ihjel på natklub
Dommeren var enig i, at der ville være en vis sandsynlighed for, at Langi kunne finde på at sætte hævnaktioner i værk. Også set i lyset af, at han ifølge politiet allerede er kørt i stilling som ny leder af Canberra-cheptret i Comanchero MC.
Langi har ifølge politiet ansvaret for gengældelsesaktioner og udstedelse af dummebøder i Comanchero MC.
Politiets efterforskningsleder har bekræftet, at der også var medlemmer af Nomads til stede i forbindelse med drabet på Pitasoni Ulavala. Men der er indtil videre ikke er konkrete spor, som knytter dem til drabet på rocker-lederen.
Krig kan eksplodere
Der er i det hele taget ikke foretaget anholdelser i drabssagen, som efterforskes massivt i et tæt samarbejde mellem ACT Police i Canberra, efterretningsfolk og eksperter i efterforskning af kriminalitet i det organiserede bandemiljø i den særlige Taskforce Nemesis.
Pitasoni Ulavalu havde indtil få dage før sin død begrænset bevægelsesfrihed, da han er sigtet i en sag om et voldeligt opgør mellem Comanchero og Nomads i 2019.
Rockeren hastede sent forrige lørdag til natklubben Kokomo's, da han fik et opkald om slagsmål med knive. Han blev kort efter selv ramt af knivstik og fundet døende og stærkt blødende på et fortov.
Politiet frygter, at drabet kan få rockerkrigen og kampen om magten over det kriminelle marked i området til at eskalere yderligere.
Comanchero MC er målt i magt og udbredelse nummer 1 i bandemiljøet i Australiens hovedstadsområde.