Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker tirsdag aften anmeldelser om skyderi ved Byskolen i Nakskov.
Det fortæller vagtchef Tom Stysiek til Ekstra Bladet.
- Det er rigtigt, at vi er dernede, men jeg kan ikke sige mere lige nu, siger Tom Stysiek til Ekstra Bladet.
Anmeldelsen er modtaget klokken 18.20. Politiet er massivt til stede i Nakskov.
Der skulle ikke være melding om, at nogen skulle være blevet ramt af skuddene.
Lokale har konstateret, at politiet har afspærret et område ved Byskolen. Flere veje i Nakskov er også spærret. Det vrimler med politi i området omkring Nørrevold, rapporteres det.
Troede det var kanonslag
Lærke Lund Pedersen var i gang med at spise aftensmad, da hun hørte fire-fem knald, fortæller hun til Ekstra Bladet.
- Til at starte med troede jeg faktisk, at det var kanonslag, siger hun.
Men da politiet senere ankom og begyndte at spærre af, blev hun klar over, at det måske er noget mere alvorligt.
- Min mor ringede og spurgte, om jeg var okay. På det tidspunkt var jeg på vej over til en kammerat. Jeg kom forbi Klostergade, hvor der også nu holder en del politibiler, siger Lærke Lund Pedersen til Ekstra Bladet.
Klokken 20 oplyser Tom Stysiek til Ekstra Bladet, at politiet nu har konstateret, at der er blevet afgivet skud.
- Der har været skyderi. Vi skulle gerne have styr på det. Vi har afspærret området dernede og afventer efterforskere, der kan finde ud af mere, siger Tom Stysiek.
Tre-fire patronhylstre fundet
Heller ikke klokken 20 har politiet fået melding om, at nogen skulle være blevet ramt.
- Vi har ikke antruffet nogen derude, der er blevet ramt, så det er ikke opfattelsen, siger Tom Stysiek videre.
Politiets indsatsleder-assistent på stedet fortæller til Ekstra Bladets udsendte, at der er blevet skudt fra en bil. Der er blevet fundet tre-fire patronhylstre.
- Vi er ikke vidende om, at nogen skulle være blevet ramt, siger indsatsleder-assistenten til Ekstra Bladet.
Bilen er kørt fra stedet i høj fart, oplyses det videre.
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at der er ankommet tre ambulancer og akutlægebil til Nakskov, uden at det dog lader til, at der er noget behov.
Bandefigur anholdt
Klokken 21.45 skriver politiet i en pressemeddelelse, at der er blevet set en mand humpe fra stedet, hvor skuddene blev affyret. Det er ikke lykkedes at finde den pågældende.
Politiet fortæller videre, at man har anholdt en yngre person med relation til bandemiljøet. Hans rolle i sagen skal nu undersøges nærmere.
Klokken 22.45 er Ekstra Bladet til stede i boligområdet Birkevænget i Nakskov, hvor både politi og ambulance også er ankommet. Her har Ekstra Bladets mand på stedet konstateret, at en båre er blevet bragt ind på adressen.
Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller om den observation, at 'politiet fortsætter sin målrettede efterforskning og har ikke yderligere.'
Klokken 23.30 fortæller Ekstra Bladets mand i Nakskov, at der er kommet mere politi til i boligområdet, hvor ambulancepersonalet stadig er inde på adressen.
Klokken 04 oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man pt. ikke har nye oplysninger om aktionen i Birkevænget, hvor en bil blev undersøgt og blandt andet et kælderlokale ransaget.
- Der er faldet ro på ny, siger vagtchef Søren Østervig til Ekstra Bladet.