Politi massivt til stede: Kvinde anholdt i mystisk sag

Nordsjællands Politi blev tidligt søndag morgen tilkaldt til tumult i et hjem i Lyngby. - Vi har efterforskere på i stor stil, lyder det fra politiet

- Da vi ankommer til lejligheden, så står det klar, at der er sket noget, som kræver, at vi sender en række efterforskere, lyder det fra politiet.
Foto: Kenneth Meyer
- Da vi ankommer til lejligheden, så står det klar, at der er sket noget, som kræver, at vi sender en række efterforskere, lyder det fra politiet. Foto: Kenneth Meyer

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sens sms til 1224 (alm. smstakst)

En kvinde er tidligt søndag morgen blevet anholdt efter en mystisk sag om tumult i et hjem i Lyngby.

- Klokken 5.36 bliver vi kontaktet af alarmcentralen, som har sendt en ambulance til en adresse i Lyngby. Da vi ankommer til lejligheden, så står det klart, at der er sket noget, som kræver, at vi sender en række efterforskere, siger efterforskningsleder Mogens Mogensen til Ekstra Bladet.

En retsmediciner blev også sendt til stedet. Det er ifølge politiet en beboer på stedet som i første omgang tilkalder ambulancen.

- Der er tale om noget internt familiemæssigt, som vi er ved at få de rette oplysninger omkring i øjeblikket. Der er en redelighed i lejligheden, som gør, at vi har efterforskere på i stor stil, og så kan jeg ikke sige mere lige nu, siger Mogens Mogensen.

- Er der nogen, som er kommet til skade?

- Mit svar her ville være, at ja, det er der selvfølgelig, for ellers havde vi ikke været til stede så massivt, siger Mogens Mogensen uden at ville uddybe nærmere.

Politiet oplyser, at man muligvis vil fremstille den anholdte kvinde senere i dag i grundlovsforhør. Hun blev kort efter anholdelsen kørt på Sygehuset.

- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke give ret mange oplysninger i sagen - heller ikke, hvad vi eventuelt måtte sigte den anholdte for, siger Mogens Mogensen. 

Kvindes tilstand betyder, at hun muligvis bliver fremstillet in absentia - det vil siden uden selv at være til stede i grundlovsforhøret.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at bygningen er afspærret af politiet.

- Det står vagter, som holder øje med, hvem der går ind og ud, mens teknikerne arbejder i hjemmet, siger Ekstra Bladets udsendte.

Politiets hundepatrulje er også tilstede i området.

Ifølge flere naboer, som Ekstra Bladet har talt med, er det en ung, dansk familie, som bor på adressen, hvor episoden skulle have fundet sted. Den oplysning vil politiet dog ikke kommentere.

- Der var to ambulancelæger og en helt del reddere til stede ret tidligt i morges. Først troede jeg, det var på grund af brand, men så kunne jeg se, at to af ambulancefolkene og en betjent kom gående med kvinden. Hendes kæreste sad et andet sted og talte med politiet, fortæller en nabo, som ønsker at være anonym.