Politi over hele landet rykker ud til høj musik og fester

Natten til søndag var en travl sommernat, hvor politiet mange steder måtte rykke ud til musik til ulempe

Politiet havde ekstra travlt i nat med at bede folk om at skrue ned for musikken. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet havde ekstra travlt i nat med at bede folk om at skrue ned for musikken. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I stort set alle landets politikredse har sommervarmen og de lyse nætter kunnet mærkes i weekenden.

Således melder næsten alle kredse tidligt søndag morgen om en travl nat, hvor ordensmagten mange gange måtte køre ud og bede folk om at skrue ned for musikken.

- Vi kan tydeligt mærke, at det er blevet varmt, og at folk nyder livet i haven og har åbne vinduer, siger vagtchef Henrik Strauss fra Fyns Politi.

I Østjylland har politiet det seneste døgn modtaget i alt 59 anmeldelser om musik til ulempe, fortæller vagtchef Jens Rønberg.

- Det skyldes jo flere ting. Blandt andet de lyse nætter og at folk har været spærret inde i 100 år under coronaen. Og så har det også lige været lønningsdag, siger han.

Ifølge Jens Rønberg plejer anmeldelserne om musik til ulempe som regel at stilne af ved fire-femtiden om morgenen.

Fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser vagtchef Lars Even, at politiet i løbet af lørdag aften og natten til søndag har fået omkring 30-40 anmeldelser om høj musik, hvilket er flere end normalt.

Også hos Københavns Politi oplyser vagtchef Henrik Brix, at antallet af anmeldelser har været 'over normalen'.

- Jeg har ikke tal på det endnu, men der har været rigtig mange - både fra private boliger og i det offentlige rum, siger han tidligt søndag morgen.

- Denne her weekend har folkeskolerne jo også haft sidste skoledag, og så nærmer læseferien sig, så det giver muligvis også lidt flere unge i byen, tilføjer Henrik Brix.

Københavns Vestegns Politi har i løbet af natten til søndag registreret 19 anmeldelser om musik til ulempe, mens det gælder omkring 20 for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz har ikke tal på nattens anmeldelser, men konstaterer:

- Vi har haft sindssygt mange sager i nat. Alt for mange.