To kommunale forvaltninger i Aalborg er blevet ransaget i en sag om udbygningsaftaler.
Det skete onsdag morgen, siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), torsdag til TV 2 Nord.
- Det er ikke Aalborg Kommune, der bliver efterforsket, men derimod nogle personer, man efterforsker i forbindelse med udbygningsaftaler. Mere ved vi ikke, siger han.
'Rystet'
Thomas Kastrup-Larsen tilføjer, at han er rystet over ransagningen.
Konkret er det borgmesterens forvaltning og by- og landskabsforvaltningen, som onsdag ifølge DR blev ransaget af politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
NSK oplyser til DR, at det ikke er Aalborg Kommune som forvaltningsmyndighed, der er mistænkt i sagen.
Sagen om udbygningsaftaler går flere år tilbage i Aalborg Kommune.
Kommunen har fået alvorlig kritik for at have indgået aftaler, hvor den bad bygherrer betale for udgifter, som ellers var kommunale.
Har kostet to ledere jobbet
I december sidste år blev 27 af 57 sager i kommunen undersøgt i en uvildig advokatundersøgelse. Aalborg Kommune fik kritik i 21 af 27 sager.
Sagen har også kostet to ledende medarbejdere i Aalborg Kommune jobbet, skriver DR.
Ud over de kommunale adresser oplyser NSK ifølge DR, at der onsdag også blev foretaget ransagninger flere andre steder i Nordjylland og i København.
'Dramatisk og stort set uset'
Roger Buch, som er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger til DR, at ransagningerne er højst usædvanlige.
- Det er meget dramatisk og stort set uset før. Jeg kan ikke komme i tanke om tilfælde, hvor en kommune er blevet ransaget af politiet på den her måde, siger han til mediet.
NSK er en særlig politienhed, som blev oprettet 1. januar i år. Den arbejder blandt andet med at bekæmpe kompleks organiseret og økonomisk kriminalitet.