Biler, motorcykler, cykler, heste, solide gåben og ditto fodtøj. Ordensmagten har mange måder at komme omkring på, når der patruljeres i gader og stræder, og man skal møde borgerne i øjenhøjde.
Men for nylig udvidede lokalpolitiets nærpoliti i bycentrene i Høje Gladsaxe og Ishøj deres transportmidler med elektriske løbehjul.
Fordelen er, oplyser politiet, at når politiet er ude i deres nærenheder i Gladsaxe og Ishøj, og der ikke er borgere, som lige henvender sig, så har de mulighed for at køre ud i området og være til stede derude, men kan også hurtigt komme tilbage.
– Løbehjul er en måde at møde folk på på en lidt anderledes måde. Der er ikke stor forskel på cykel og elløbehjul, man kan være i dialog med borgerne, mens man kører forbi, og hurtigt stoppe op og springe af og komme videre igen. I modsætning til at gå giver det mulighed for at komme lidt længere ud i området og samtidig hurtigt retur til nærpolitienheden, hvis der er behov for os der, siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn, Københavns Vestegns Politi.
– Har I fået nogen reaktioner fra folk?
– Vi har kun fået positive reaktioner. At det er fedt at se os også på den slags transportmidler. Og det er altid en god måde at komme i dialog med folk på, når folk har et smil på læben og synes, at uanset hvordan man vender og drejer det, så er politiet også på beatet på den her konto. Hvis dialogen begynder på den baggrund, at vi er på løbehjul, tager vi gerne det med.
– Jeg går ikke ud fra, at man ser løbehjul med blå blink på?
– Nej,det kommer ikke til at ske. Det er ikke et udrykningskøretøj som sådan. Dermed ikke sagt, at hvis der sker noget i nærheden af, hvor man er, så kan man naturligvis bruge løbehjulet til at køre frem, som vi gør med andre køretøjer. Men blå blink og sirener, det kan jeg godt afsløre, at det kommer ikke på, siger Thomas Mejborn med et smil.
Tophastighed på 20 km/t.
Elektriske løbehjul følger færdselsreglerne for cykler og kan altså køre på cykelstier. De har en tophastighed på 20 kilometer i timen og en rækkevidde på 30 kilometer.
En fordel med løbehjul for nærbetjente på den københavnske vestegn kan også være, at det er et egnet transportmiddel til at komme vidt omkring på stisystemer og småveje mellem huse, etagebyggeri og grønne arealer.