Politi: Skød tilfældige mennesker med hardball-pistol

Manden kom kørende i en sølvgrå bil, forklarede de mange forurettede

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer

Flere bekymrede borgere kontaktede torsdag eftermiddag Nordsjællands Politi, da en person kørte rundt i en større sølvgrå bil og skød på tilfældige mennesker med en hardball-pistol.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Første offer var en 15-årig dreng fra Snekkersten, der blev beskudt af den forbipasserende bilist ved Vestervang Kirke i Helsingør. Ligeledes blev en 72-årig mand, som beskar planter i sin forhave på Gurrevej, beskudt, af hvad der formodes at være den selv samme person.

En tredje 30-årig mand forklarede til politiet, at personen havde skudt hul i bagruden på hans bil - også i Helsingør.

Senere på aftenen blev politiet atter en gang kontaktet, da der løb meldinger ind om, at en 45-årig mand var blevet ramt af flere skud fra en hardball-pistol, da han kom gående ad Humlebæk Strandvej i Humlebæk. Ligeledes blev en ung kvinde skudt i ballen i samme by, ligesom en 37-årig mand blev beskudt ved Humlebæk Station.

Ifølge politiet har flere af de forurettede forklaret, at der var tale om en ung mand på cirka 20 år med et østeuropæisk udseende. Desuden var han lys i huden, klippet skaldet i siderne og havde kort, mørkt hår på toppen.

Politiet brugte dagen på at køre rundt for at finde frem til manden og den sølvgrå bil, men uden held, skriver de i døgnrapporten.