Politiet fortalte tidligere på fredagen, at den mistænkte bag to kvindedrab i henholdsvis Ruds Vedby og Kundby selv kontaktede politiet efter det første drab i Ruds Vedby.
Nu kommer politiet med nye oplysninger om kontakten til den 39-årige mand, der ringede til politigården i Holbæk.
- Politiet bad under samtalen manden om at blive på stedet, men forbindelsen blev afbrudt. Politiet var hurtigt fremme på stedet og kunne konstatere, at den 39-årige ikke var på lokaliteten. Herefter blev der straks sat en eftersøgning i gang baseret på de efterforsknings- og beredskabsmæssige metoder, politiet har til rådighed, skriver Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.
To kvinder dræbt: Sigtet kontaktede politiet mellem drab
Lidt senere meldte den 39-årige sig selv på politistationen i Holbæk efter det andet drab i Kundby, hvor han blev anholdt.
Ofrene er en 31-årig kvinde fra Ruds Vedby og en 35-årie kvinde fra Kundby. De pårørende er underrettet.
Manden havde en familiemæssig relation til begge kvinder. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved klokken 18.
- Det er politiets klare opfattelse, at der ikke bliver foretaget flere anholdelser i denne sag, skriver politiet.
Politiets teknikere har hele morgenen været på de to gerningssteder for at sikre spor og eventuelle overvågningsbilleder.
Ekstra Bladet har talt med en nabo tæt ved gerningsstedet i Kundby. Manden fortæller, at han ved 4-tiden fredag morgen blev vækket af voldsom støj fra naboen og hørte en kvinde, der skreg et navn, hvorefter der blev råbt 'lad være'.
Naboen reagerede dog ikke på det og fortæller, at han næste gang blev vækket ved seks-tiden af en helikopter, der ankom til stedet.