Politi talstærkt til stede ved lejlighed

Københavns Politi undersøger et 'mistænkeligt forhold'

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Københavns Politi er tirsdag eftermiddag talstærkt til stede på Kastrupvej ved Kretavej på Amager.

Det bekræfter de på Twitter.

Politiet oplyser foreløbig ikke yderligere, end at der er tale om 'et mistænkeligt forhold'. De oplyser samtidig, at det hverken har relationer til ubåd eller bander.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at det ser ud som om, politiet er på vej til at trænge ind i en lejlighed, samtidig med at der også er folk fra Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) til stede sammen med rullemarie.

Han fortæller, at politiet tilsyneladende er interesseret i noget inde i en gård, og politiet har bedt beboere i de nærliggende lejligheder om at gå væk fra deres altaner, mens politiet arbejder.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Vagtleder Thomas Taarpgaard ved Københavns politi bekræfter, at de er tilstede med rullemarie på stedet.

- De har fundet noget, men ved ikke, hvad det er endnu, siger han.

Politiet bekræfter nu, at det de har fundet, har vist sig at være et bortkastet kostume, som er ufarligt.