En patrulje blev tilkaldt til Skellebjerg station kl. 9 torsdag morgen, da det gik op for personalet i et lokaltog fra Ruds-Vedby, at en hund der luntede rundt i toget, var alene på udflugt.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet og tilføjer, at den eventyrlystne hund hedder Chili og er en ung Cavalier King Charles Spaniel.
Ingen afgift til Chili
Betjentene ankom til stationen med en håndscanner og deres efterfølgende efterforskning viste, at Chilis ejer er en 60-årig mand fra Ringsted.
Ejeren kunne meddele politiet, at Chili blev passet af en bekendt i Ruds Vedby, da den kort forinden var flygtet uden halsbånd og hundetegn.
Hvordan Chili er kommet på toget, eller om hun har fået hjælp, er fortsat omgærdet af mystik, men ifølge døgnrapporten fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi slap hun uden kontrolafgift.
Ejeren fik tværtimod en bøde på 1.000 kr. for at overtræde hundeloven, da hunden ikke havde hundetegn og halsbånd på, som loven foreskriver.